Sådan styrker du din følelsesmæssige robusthed

Er du ikke er god nok eller værd at elske?

Hvis din chef går forbi uden at værdige dig et blik, er din første tanke så, at du ikke har gjort dit arbejde godt nok? Hvis ingen byder dig op til dans, ingen skriver til dig på din dating profil eller svarer tilbage på din sms – eller hvis kæresten ikke kysser dig godmorgen i samme øjeblik, han slår øjnene op – betyder det da, at du ikke er god nok eller værd at elske?

Lær at håndtere dine følelser frem for at være i dine følelsers vold. Det kan faktisk lade sig gøre. At være følsom er ingen skam, men det er et problem, hvis du lader følelserne løbe om hjørner med dig.

Vi skal ses, høres og forstås!

Vi fødes med et behov for at blive set, hørt og forstået. Det er ikke, at man som forælder skal give barnet den is, fordi hun skriger op. Det vigtige er, at man giver barnet lov til at føle, hvad hun føler. Så opbygger man det følelsesmæssige fundament, der gør, at hun som voksen tør være sig selv og stå ved både sine følelser, behov og grænser..

En af mine klienter, en kvinde midt i trediverne følte, at hun skulle tilpasse sig og tilgodese alle andres behov for at have lov til at være til stede. Det bundede netop i, at hun ikke havde følt sig ordentligt set og hørt i barndommen. Forældrene havde kun anerkendt de positive ting hos hende. Så de havde givet en masse ros, også hvor hun syntes, at det var uberettiget. Samtidig havde de ignoreret hende, når hun var ked af det eller vred.

Hun var derfor som voksen heller ikke i stand til at anerkende disse følelser hos sig selv, ligesom hun var dårlig til at sætte sunde grænser.

Sådan lærer du at håndtere dine følelser nu!

Heldigvis er det aldrig for sent at gå i gang med at styrke din følelsesmæssige robusthed. Godt nok kræver det tid, men hvis du ikke gør den indsats, risikerer du at ødelægge dit selvværd, din livskvalitet og dit kærlighedsliv.

En måde at styrke dit fundament er at være sammen med en person, der er i stand til at lytte til dig og interesseret spørge dig uddybende og spejle dig. En der kan lytte aktivt og empatisk til dig.

Hvis du ikke kender nogen, som er i stand til dette, kan du få det behov dækket hos en god, nærværende terapeut eller psykolog. Det er faktisk 80% af det, som er virksomt i terapien.

Det kræver en indsats

Hvis du måler din værdi i andres ord og handlinger, er det langt fra sundt og heller ikke et sandhedsbarometer. Tværtimod skaber tvivlen på dig selv mindre overskud og koncentration. En god start er at smide tanken om, at alle skal kunne lide dig, ud af vinduet…NU!

De 3 typer mennesker omkring dig:

Uanset hvor stor umage du gør dig vil der altid være 3 grupper af mennesker. Sørg altid for at du SELV er i gruppe 1:

  1. De, der kan lide dig og/eller det du gør
  2. De, der er neutrale
  3. De, der ikke kan lide dig og/eller det du gør

Du kan derfor ligeså godt gøre og sige det, der er mest autentisk  og tro mod dig, for der altid vil være personer i alle 3 grupper, uanset hvordan du bærer dig ad.

Gevinster ved at du har følelsesmæssig robusthed:

Når du har taget de første skridt mod mere følelsesmæssig modstandskraft, vil du opleve belønningerne:

  • du bliver gladere, fordi du ikke længere tager alt på dine skuldre
  • du kommer samtidig til at mærke mere accept og balance i dit liv
  • andre mennesker oplever dig tydeligere, og har emmere ved at respondere positivt på dig
  • du bliver ikke så let oversvømmet af dine følelser
  • derfor kan dit kærlighedsliv udfolde sig på nye og bedre måder

Du er et kærligt og kompetent menneske lige nu

Værdsæt samtidig din følsomhed og din evne til empati. Den kan gøre dig til et kærligt menneske. Uden følsomhed og empati ville du slet ikke opfange, hvornår du måske kom til at træde andre over tæerne.

Hun fik personlig styrke og tydelighed

SelvværdDa hun begyndte i terapi, var min midt-i-trediverne klient blandt andet bange for at tale til personalemøder. På kun tre måneder i terapi skete der en væsentlig forskel. Hun begyndte at sige sin mening til møderne. Stille og roligt, men til hendes overraskelse, så lyttede alle til hende!

Hun kunne nu også “ose rundt” i butikker uden at føle sig til besvær eller overset af ekspedienterne. Det havde hun tidligere følt. Hun lagde endda mærke til, at de kom hen for at hjælpe hende helt af sig selv.

Og efter endnu en tid begyndte hun at turde gengælde mænds blikke og holde øjenkontakten med et smil. Første gang hun oplevede at være SÅ modig, blev hun helt høj.

Her er nogle forskellige råd og øvelser, du kan forsøge dig med selv:

Kom ind i nuet lige nu – øvelse

Hvis du er fuldt til stede i nuet er det kun kærlighed, fred og lykke. Det er sjældent, vi bare kan gå ind i nuet 100 %, men mindre gør også en stor og positiv forskel:

  • Sæt dig på en stol og registrer med dine sanser. Hvad hører du? Hvad mærker du? Hvad ser du? Men lad være med at analysere eller vurdere yderligere – bare beskriv dem objektivt inde i dit hovedet
  • Næste trin: Forestil dig, at du sidder i verdens centrum. At du er der, og verden er der omkring dig. Giv de følelser, du har, lov til at være der, men ikke mere end det. Anerkend dem, men lad dem ikke vælte dig.

Stop dine negative tanker – øvelse

  • Registrer de negative tanker- giv dem lov at være der, sig til dem bare inde i dig selv: “I må godt være her lige nu, men det er mig, der bestemmer!”
  • Flyt derefter fokus: Tænk på noget andet eller lav evt. noget praktisk

7 Gode råd til din følelsesmæssige robusthed:

  1. Gør mindst én ting om dagen, der kun er for at mærke glæde inde i dig selv
  2. Sørg for at blive set, hørt og forstået, af en, som du kan mærke er oprigtig interesseret i dig/holder af dig (eventuelt en terapeut)
  3. Øv dig i at være i nuet (Se øvelse)
  4. Stop de negative tanker (Se øvelse)
  5. Dyrk motion (brænder stress hormoner af, frigør endorfiner og giver mere balance)
  6. Bliv gode venner med din krop (bliv evt. inspireret af “Elsk din krop” indlægget)
  7. Vær taknemmelig – dyrk den følelse, find alt hvad du kan være taknemmelig for hver dag. Skriv gerne ned. Hvis du ikke kan finde følelsen af at være taknemmelig, så find følelsen af glæde. Er det for svært at finde glæde, så find følelsen af noget der er mere positivt end negativt: lyst, let, grin, neutralt…

God fornøjelse og skriv gerne en kommentar her på bloggen om, hvad der er det vigtigste, du tager med dig fra indlægget 🙂

Hjertevarme hilsner
Stellah (tidligere Connie Kragelund)

PS! Vil du have min hjælp til at styrke din følelsesmæssige robusthed og komme mere ind i det man kalder den trygge tilknytning?

Så har jeg netop åbnet for endnu en online terapigruppe for 6 deltagere. Find ud af om du skal med: https://www.lovelife.nu/

Hvad står dit livs-barometer på?

Hvad står dit livs-barometer på?

Nu har vi lige et par dage tilbage af sommeren. Den gule duftende kornmark er blevet høstet (jo Virum ER ude på landet 😉 jeg plukker søde blommer og røde æbler i haven og efteråret er så småt i syne. Det er ret sikkert, at vinteren så vil afløse senere på året…

Nogle ville helst have sommer hele året, ikke bare dansk sommer, men sådan varm solrig tør sommer – andre, som jeg selv, elsker vejrets og årstidernes skiften. Elsker at hver morgen jeg kigger ud af vinduet, så kan jeg blive overrasket over vejret – både fordi der er endnu en dag med regn, eller fordi det i dag er sol og varmt. Én ting er sikker: Vores vejr forandrer sig og årstiderne skifter.

Er dit liv den evige samme daglige trummerum – eller går det op og ned? Er der højtryk eller lavtryk i dit liv? Begge dele er ret almindelige. Og begge dele kan være frustrerende, hvis der er FOR meget af dem!

Ved du, hvad der er rigtig almindeligt? Det er faktisk, at man oplever trummerum og op og ned på samme tid. At der sker en hel masse, men dit liv bliver ved med at være den samme trummerum! Kender du det?

Det konstante, stabile i dit liv giver tryghed og ro – forandring og uvished giver forstyrrelse, udfordring og udvikling. Vi har brug for begge poler, hvis vi vil leve et godt og tilfredsstillende liv…skulle jeg endda hoppe med på vognen og sige et lykkeligt liv?

Det naturlige er, at vores liv er blød sinuskurve. Som nat og dag naturligt følger efter hinanden. Det handler om at holde den sinuskurve på et niveau, hvor du stadig oplever glæde over dit liv – også når det går nedad, og du møder problemer eller modgang eller ganske enkelt er stresset eller gået grå.

Kunsten er at finde den balance, der passer til dig. Og her er der naturligvis ingen færdig facitliste, der passer til alle. Du er helt unik, selvom du måske også er helt almindelig. Derfor kan KUN du finde den balance. Finde ud af 3 ting:

  1. HVOR på livs-barometeret befinder du dig bedst (forandring-stabilitet)? Det kan og er som regel forskelligt på de forskellige områder i dit liv. Hvis du har et arbejde, hvor du og det er i evig forandring, rejser meget og har meget pres på, kan du have mere brug for ro på hjemmefronten. Omvendt kan det blive for meget, hvis du både har pres på økonomien måske er arbejdsløs, og samtidig bøvler rundt i dit kærlighedsliv
  2. HVILKE ting i dit liv, får dit livs-barometer til at være der, hvor du er i din unikke balance? Og hvilke får dig ud af balancen?
  3. HVORDAN kan du helt konkret designe din dag, din uge, dit år, dit liv, så det er muligt for dig at have dit livs-barometer til at stå, hvor det er allerbedst at være dig? Hvilke konkrete ting…bare en enkelt lillebitte hver dag…kan du gå i gang med allerede, når du har læst dette?

Hvis disse 3 ting ikke er nok til at skabe balance i dit liv og få dit livs-barometer til at stå, der hvor du trives, så kan jeg varmt anbefale at kigge nærmere på SE (Somatic Experincing). Du kan eksempelvis starte med at læse Peter Levines nye bog Den tavse stemme.

Lad mig høre om dine tanker og erfaringer omkring dit livs-barometer, og hvad du finder frem til i pkt.1-3: Skriv dine kommentarer (tryk på boblen oppe i højre hjørne)