Styr panikken, kvinde!

For at komme til bunds i den kvindelige desperation har Bazar allieret sig med par- og psykoterapeut, Connie Kragelund, som afholder kurser for desperate kvinder der gerne vil ha’ Manden ind i deres liv.

“Desperationen ligger helt instinktivt i kvinder og skyldes blandt andet vores biologiske ur. Vi kan kun få børn i en begrænset periode af vores liv, så ubevidst og instinktivt er tiden kostbar for os. Hvis vi går tilbage helt til urkvinden, så var vores fornemmeste opgave endvidere at sørge for familien og være social. Det er simpelthen medfødt og ligger i vores gener, at vi helt ubevidst søger at relatere til andre og skabe forhold. 

Det viser sig blandt andet, når en mand spørger om vores telefonnummer og aldrig ringer. Så bliver vi skuffede og sure, for når han beder om vores nummer, tror vi allerede, at vi har en relation med ham,” siger Connie Kragelund.

Som om det ikke er slemt nok, at desperationen ligger i vores gener, modarbejder vores desperate krop os yderligere ved at udsende duftende faresignaler til mænd. På et biologisk plan kan mænd faktisk lugte den panik, desperate kvinder føler. 

Når en kvinde er nyforelsket eller glad, udsender hun feromoner, som er duftstoffer fra kroppen, der gør mænd mere interesserede i hende. Men kvinder udsender også angstduftstoffer, når de er desperate, og den slags frastøder mænd i stedet for at tiltrække dem. Så uanset hvor meget parfume man sviner sig til med for at overdøve desperations-duftene, vil mænd stadig kunne snuse sig frem til dem.

Desperado

“Kvinder har en tendens til at blive kejtede, når de bliver desperate. De bliver generte, mere stive i deres bevægelser og kan ikke finde ud af, hvad de skal sige. Så er der ingen mænd, der opdager en, eller synes man er tiltrækkende. 

Kvinder kan også blive mere påtrængende, og så kommer man nemt til at overskride mandens grænser, så han finder dig anmassende. Det kan for eksempel vise sig ved, at man stirrer på alle mænd for at afkode, hvorvidt han kunne være den helt rigtige. Og hvis han så smiler til dig, tror du straks, at han er interesseret og vil være kærester. Eller hvis du starter med at blive interesseret i mænd, der egentlig slet ikke er din type og begynder at sænke standarden for, hvem du vil være sammen med, for nu at sige det groft,” siger Connie Kragelund..

Hvis du kan nikke genkendende til det ovenstående, bør du fortsætte med at læse og se din desperation i øjnene. For ifølge Connie Kragelund er det første skridt væk fra desperado-land anerkendelse.

“Man skal først og fremmest anerkende, at man er desperat. Og dernæst skal man begynde at slappe af og trække vejret, mens man fortæller sig selv, at man jo reelt ikke har noget at miste. For jo mere man kæmper, jo mere skubber man en potentiel kæreste væk. Når man bliver desperat, så bliver man også krævende og det er der ikke nogen, der bryder sig om, for det er anstrengende.”

Men fortvivl ikke, for ifølge Connie Kragelund er der visse råd, man kan følge, så desperationen bliver en saga blot, og en date bliver til flere:

– Det første råd til desperate kvinder er, at berolige dig selv med, at hvis han er det rette for dig, så inviterer han dig ud igen. Og husk nu på, at der er masser af single mænd i verden, så han er ikke din eneste chance!

– Det næste er, at man skal have selvværd. Hold nu af dig selv. Og hvis et par smarte sko hjælper dig, så tag dem på!

– Det tredje er at være dig selv. Vær ærlig og autentisk, for du er mest tiltrækkende, når du er ægte. Og hvis han ikke kan lide den ægte udgave af dig, så er han ikke den rette!

– Det fjerde råd er at huske på, at du har to ører og en mund. Du må gerne tale, men det er også rigtig godt at lytte. Når du spørger ham om noget, så giv ham lige tid til at få tænkt og formuleret sig. Han er ikke en behåret kvinde, så man skal ikke tale til ham, som om han er en veninde!

– Det sidste råd er at være feminin ved at lade ham tage initiativerne og være åben overfor det!

Det kan også være en rigtig god ide at vente med sex, til man føler sig tryg i forholdet.

Rent hormonelt mister vi kvinder nemmere os selv, hvis vi går i seng med en fyr. I kroppen dannes der et stof, der hedder oxytocin, som er et hormon, der giver tilknytning. Det virkningen af hormon øges af østrogen og nedtones af testosteron, og derfor føler kvinder tilknytning til den, de har været i seng med, hvor mænd ikke bliver påvirket af det.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *