Sådan heler du dine tilknytningsmønstre (kærlighedsmønstre), så du kan opleve dyb og vedvarende kærlighed

Længes du efter kærlighed?

Har du det med at hige efter kærlighed uden at få den, eller skubber du din partner væk? Spænder du ben for dig selv, når det gælder at finde en kæreste, eller kan du ikke finde ud af kærligheden i dit nuværende parforhold? Så læs med og bliv klogere på de fire kærlighedsmønstre, og hvordan du kan styrke dine muligheder for at få kærlighed.

Af: Annette Aggerbeck, artikel bragt i Søndag

Mange af os har et besværligt kærlighedsliv. Måske har vi svært ved at forelske os, eller vi vælger altid den forkerte. Måske er vi i et forhold, hvor vi ofte er jaloux og bliver klæbende i vores higen efter kærlighed, eller vi har svært ved nærhed og skubber vores partner væk.

Uanset om kærligheden er vanskelig, eller om du helt har opgivet at leve i et kærligt forhold, kan der gøres noget ved det. Par- og psykoterapeut Connie Kragelund har i 24 år arbejdet med at hjælpe par og singler til at finde ægte dyb kærlighed og har sidste år skrevet bogen Kærlighedens Vildveje.

Hun arbejder med fire kærlighedsmønstre, som også kaldes tilknytningsmønstre, hvoraf de tre giver problemer med kærligheden. Den uproblematiske kærlighed er den trygge tilknytningsform. Her flyder kærligheden frit, og man mærker den helt ind i sin knoglemarv.

Vi fødes ind i den trygge tilknytningsform. Det er svært at forestille sig en baby, der ikke kan tage imod kærlighed fra mor og far. Desværre bliver det trygge tilknytningssmønster ofte forstyrret af manglende nærvær, afvisninger, svigt og chok.

kærlighed?

artikel: længes du efter kærlighed?

– Når mor og far ikke er til rådighed med deres nærvær eller ikke forstår at læse barnets signaler, følelser og behov, oplever barnet manglende tryghed og en eksistentiel angst for ikke at overleve, da det er prisgivet forældrene.

For at beskytte sig imod denne angst lærer barnet forskellige måder at overleve på. Det bliver måske selv afvisende over for andre eller overoptaget af andres behov.

Disse måder at organisere sig på foregår ubevidst og giver problemer senere i livet – ikke kun i forhold til partnere, men i mange andre af de relationer vi indgår i. De tilknytningsmønstre vi får skabt i barndommen, kan heldigvis ændres, siger Connie Kragelund.

Hvor omkring 55 procent i den vestlige verden har et trygt tilknytningsmønster, har ca. 20 procent et undvigende tilknytningsmønster, ca. 15 procent et ambivalent/nervøst mønster og 5-10 procent et desorganiseret mønster.

Bliv en dygtig Relation&TilknytningsCoach/Terapeut

 

Den undvigende tilknytning

Vi har sjældent kun ét tilknytningsmønster, men noget fra alle fire mønstre. Dog dominerer typisk ét af disse mønstre.

Hvis man domineres af et undvigende tilknytningsmønster, nedtoner man betydningen af sine relationer, følelser og behov, fordi man dybest set ikke tror, at kærlighed og tryghed er muligt.

Det skyldes, at man har oplevet, at der ikke var noget at hente, fordi mor eller far ikke var nærværende. De kan godt have været der fysisk, men de har ikke været åbne over for barnets signaler, følelser og behov. Typisk fordi de selv har en undvigende tilknytningsform.

– Man har lært sig at lukke af for sine følelser og er meget oppe i hovedet uden at mærke kroppen – man mærker den stort set kun, når man har hovedpine eller migræneanfald, som er almindelige plager for den med en undvigende tilknytningsform. Følelser og behov bliver anset som pjat eller som tegn på svaghed.

Man har svært ved at opbygge stærke kærlighedsbånd til andre og let ved at bryde forhold. Det kan også være svært at forelske sig, fordi man har lukket ned for at mærke sine følelser.

Man vil ikke give køb på sin selvstændighed og er bange for at blive afhængig af andre, ligesom man ikke ønsker, at nogen skal være afhængige af en. Den undvigendes motto er: Jeg klarer mig selv, fortæller Connie Kragelund.

Fra undvigende til tryg kærlighed

Hvis du har en undvigende tilknytningsform, har du brug for at komme mere ned i kroppen og arbejde med at acceptere, at følelser ikke bare er pjat.

  • Øv dig i at mærke din krop for at blive bevidst om dine følelser og behov:
    Dyrk yoga, få massage og find i det hele taget måder at give din krop opmærksomhed på.
    Tag f.eks. et langt bad, hvor du mærker vandet på din krop.
    Lær dig at leve mere nærværende, f.eks. ved hjælp af mindfulness, anbefaler Connie Kragelund og peger på, at vejen til mere kærlighed også er at arbejde med angsten fra barndommen. Her kan en psykolog eller en psykoterapeut hjælpe.
  • Man har bundet sin overlevelse i at klare sig selv og være uafhængig af andre. Selvom man ikke mærker angsten, er det godt at vide, at den er der, og at det er derfor, man lukker af.
    Vær nænsom over for dig selv og forsøg at tillade alle følelser at være der. Angst handler ikke om bare at tage sig sammen, siger Connie Kragelund.
  • Arbejd også med at turde bede om hjælp.
    Hvis du turde eksperimentere med, at du ikke behøver at klare dig selv, hvad må din partner så godt støtte dig med?
    Den undvigende er ikke god til at vise omsorg ved f.eks. at huske at spørge ind til sin partner. Så hvis du selv er kæreste med en undvigende, behøver du ikke oversætte hans opførsel med, at han ikke elsker dig. Det vil den ambivalente typisk gøre.
  • Lav nogle systemer, hvor du husker at vise din partner kærlighed. Skriv f.eks. i din kalender, at du skal huske at købe blomster eller spørge til hendes dag.
  • Det kan tage lang tid at begynde at mærke sig selv, så vær tålmodig – både med dig selv som undvigende og med din kæreste, hvis han er undvigende.
tilknytningsmønstre

artikel: længes du efter kærlighed?

Den ambivalent/nevøse tilknytning

Connie Kragelund oplever typisk, at det er dem med et ambivalent tilknytningsmønster, der opsøger hende for at få hjælp i modsætning til den undvigende, der sjældent af sig selv søger hjælp.

Den ambivalente overdriver ubevidst sine følelser og behov for at få hjælp og opmærksomhed. Som barn kunne hun ikke overskue, hvornår kærligheden var mulig. Nogle gange fik hun opmærksomhed og blev forstået, andre gange ikke.

– Man er usikker på kærligheden og længes efter den, for man har – i modsætning til den undvigende – oplevet den. Det fører til, at man bliver overoptaget af den anden og leder efter tegn, der viser, at den anden ikke elsker en.

Det kan godt være, at ens partner siger, at han elsker en i dag, men hvad med i morgen? Der er kærligheden nok væk. Den ambivalente forbinder typisk kærlighed med at længes. Savner man ikke sin partner, når han er ude og rejse, tolker man det, som at man nok ikke elsker ham, siger Connie Kragelund.

– Man kan ikke genkende sig selv i kærligheden, så hvis man får den, har man det med at miste interessen.Man forelsker sig måske kun i mænd, der ikke vil have en, fordi de er gift eller evige ungkarle.

Den ambivalente har det med at kaste sig over kontakten med andre mennesker, så man kan opleves som krævende at være sammen med – især af en mand med undvigende tilknytning.

Fra ambivalent til tryg kærlighed

  • For en terapeut er den ambivalente tilknytning nemmere at arbejde med, fordi følelserne er fremme i lyset. Udfordringen er at lande de overvældende følelser og behov, så den ambivalente ikke drukner i sine følelser og behov.
  • Typisk hænger de voldsomme følelser sammen med ting, der skete tidligere i livet og ikke den aktuelle situation. Så det gælder om at få flyttet sit fokus op i hovedet, så man evner at se klart og have overblik
  • Bevar overblikket ved at lave en groundingøvelse for at bevare jordforbindelsen. Stå f.eks. op og mærk fødderne i gulvet, mens du trækker vejret dybt ned i maven, anbefaler Connie Kragelund.
  • Den ambivalente er overdrevent optaget af sin partner, så det er vigtigt at få fokus hjem til sig selv: Hvad har man egentlig selv brug for?
  • Og så handler det om at gå fra at være optaget af at kigge efter tegn på, at ens partner ikke elsker en til at se på, hvad der er af kærlighed, tryghed og venlighed i ens liv.
  • Den ambivalente giver ofte for at få. Så når hun sender en sød sms til sin kæreste med et undvigende tilknytningsmønster, der ikke svarer lige med det samme, kan hele hendes liv gå i stå, mens hun venter på svar. Gør dig derfor klart, hvorfor du giver – sender du en sms for at få søde ord igen, eller er det ok, uanset han svarer eller ej?

4 fødder under dyne

Den desorganiserede tilknytning

Dramaer og fortvivlelse omkring kærligheden er en del af den desorganiseredes hverdag. Her er to overlevelsesfunktioner i gang samtidig: behovet for tilknytning og behovet for beskyttelse, men de er modsatrettede behov.

– Man har som barn oplevet, at tilknytningspersonerne var kilde til utryghed, fordi de har signaleret: Kom her og bliv væk! Måske fordi en eller begge forældre var alkoholikere eller psykisk syge, voldsomme eller utilregnelige over for hinanden, barnet eller dets søskende.

Den desorganiserede søger ihærdigt kærligheden og trygheden og er samtidig skræmt af den. Det betyder, at man typisk vil række ud efter kærligheden, så bliver man skræmt og trækker sig fra sin partner eller angriber verbalt, måske endda fysisk. Når der igen er afstand, falder man til ro, og så er man klar til at række ud efter kærligheden igen og sådan gentager mønstret sig.

Man har svært ved at være til stede i nuet og mærke både sine egne og andres grænser.

Fra desorganiseret til tryg kærlighed

  • Det bedste en desorganiseret kan gøre er at søge terapi for at hele fortidens traumer.
  • Se på dine grænser og tag dem alvorligt er også Connie Kragelunds råd. Nogle kan godt mærke deres grænser, men tror ikke, at det er i orden at have dem. Her kan det være en god idé at tjekke med veninder, om den grænse, man har, lyder som en fair grænse.
  • Se på dine relationer – er der nogen, der overskrider dine grænser? Du vil sikkert opleve, at der er nogen, der fører magtkampe, for du befinder dig ofte i forhold, hvor den ene er overhund og den anden underhund.
  • Hvis din familie opfører sig grænseoverskridende, kan du overveje, om du behøver være sammen med dem en hel weekend. Måske kan du nøjes med at se dem et par timer ad gangen.
  • Vær nænsom over for dig selv. Når nu du er dramaqueen og er klar over, at det er fortiden, der løber af med dig, når du overvældes af følelser, hvad kunne så være det bedste, du kan gøre?
  • Accepter, at det er sådan, du har det lige nu, siger Connie Kragelund. Du kan herfra arbejde på at hele dit mønster.

Gode råd:

  • Lær dig selv og din partner at kende. Når du er klar over, at ingen af jer har jeres kærlighedsmønster for at genere den anden, og at det dybest set ikke har noget med den anden at gøre, er det lettere at bære over med hinanden.
  • Vid at du fra naturens side er designet med den trygge tilknytningsform, så kærlighed er ikke noget, du skal lære, men noget du skal genopdyrke.
  • Husk at vi ikke er vores kærlighedsmønstre, de er tillærte og kan derfor ændres.
  • Din tilknytningsform er ubevidst, og selvom du erkender den, er det ikke altid nok til at ændre den, fordi du er styret af gamle overlevelsesmekanismer, der befinder sig på det instinktive niveau og går dybere end følelserne. Derfor kan terapi være en god hjælp.

holde i håndØvelse: Tænd din kærlighed

Du kan – uanset hvilket kærlighedsmønster du har – genoptræne din trygge tilknytning til andre mennesker. Genvejen til den trygge tilknytningsform er at fokusere på de stabile, trygge og vedvarende relationer, der har været i dit liv. Ved at fokusere på det, der allerede er i orden, kan det få mulighed for at vokse. Prøv denne øvelse – jo flere gange du laver øvelsen desto bedre:

  1. Sæt dig et sted, hvor du kan være uforstyrret. Luk øjnene og træk vejret langsomt og dybt tre gange.
  2. Tænk på en person, som du kan eller har kunnet regne med – en, du har haft et positivt forhold til i kortere eller længere tid. Det kan f.eks. være din bedstemor, en nabo, en veninde eller hendes mor, en lærer, et kæledyr eller Gud hvis du er troende. Det behøver ikke være en, der er levende.
  3. Mærk det positive i forhold til den, du tænker på. Måske har der også været noget negativt i jeres forhold, men vælg at fokusere på det, der var godt – kærlighed, nærhed, varme, støtte, forståelse osv.
  4. Giv dig selv lov og tid til at mærke stemningen, du oplever.
  5. Mærk fornemmelser i kroppen – typisk varme, ro, tyngde, afslapning, lethed, plads, glæde, piblen, sitren. Det kan dog også være anspændthed og følelser af sorg, savn, længsel, tristhed eller vrede. Tillad alle fornemmelser og følelser og giv dem så meget kærlighed, omsorg eller varme, du kan. Alle dine følelser er ok, de må gerne være der.
  6. Spørg herefter dig selv: hvordan er det at være mig lige nu?

 

Bliv en dygtig Relation&TilknytningsCoach/Terapeut

109 tanker om "Sådan heler du dine tilknytningsmønstre (kærlighedsmønstre), så du kan opleve dyb og vedvarende kærlighed"

  1. Hej Connie.
    Som barn oplevede jeg meget at blive forladt. Altså det skete dagligt at jeg blev smidt på værelset fordi jeg havde gjort noget jeg ikke måtte. Jeg husker ikke mine forældre kom og kiggede til mig, det var mig der skulle komme krybende tilbage og nærmest bede om tilgivelse. Min mor var meget omsorgsfuld og dog, for var min far til stede var det ham der bestemte. Min far var meget hård og har aldrig rigtig kunne vise følelser. jeg har tit siddet grædende foran dem uden de har gjort noget. de har bare kigget underligt på mig, min mor har endda en dag sagt at jeg nok skulle lade mig indlægge på psykiatrisk afdeling.
    De har aldrig rigtig set mig for den jer er, og jeg har altid følt der var noget galt med mig.
    det har haft store konsekvenser for mig, jeg har store problemer med sex, jeg har det som hedder vaginisme, så samleje er umuligt. Når jeg møder en ny fyr vil jeg på en måde gere have ham tæt på mig, og alligevel skubber jeg ham væk. jeg har svært ved at være i nuet og leder hele tiden efter den perfekte kæreste. jeg har ikke nogen kæreste lige nu. Jeg føler mig aldrig god nok i et forhold.. og er altid bange for at miste
    Jeg har gået rigtig meget i terapi.. forskellige slags. jeg har lidt meget af depression og angst og det har jeg heldigvis ikke ret meget af mere.. ikke i forhold til før.. jeg skal til at starte hos en sexolog så håber det måske kan hjælpe mig.

    Hilsen Ninna

    • Din baggrund minder utrolig meget om min. Jeg vil gerne tage en personlig snak med dig, hvis det har interesse.

  2. Hej Connie
    Jeg har været igennem et langt og turbulent ægteskab, hvor der indgik både utroskab og alkohol. Det var måske egentlig ikke det største problem……det største problem er faktisk mig. Jeg formåede ikke at sige fra, at sige hvad det gjorde ved mig, at jeg blev ked af det osv.
    Det er nu 5 år siden vi blev skilt, og jeg har mødt den mest fantastiske mand. Vi har kendt hinanden igennem flere år, vi arbejder sammen, men har kigget til hinanden i ca. 7 måneder. Han var nyskilt, så vi skilte ikke med det før efter nogle måneder.
    De sidste måneder har vi dog haft en del “sammenstød”. Manglende forståelse fra begge sider. Når min kæreste snakker om hvordan han prioriterer (100% mig tiltrods for 2 børn) og jeg prioriterer anderledes, så føler jeg, at jeg gør noget forkert. Har vi været til fest, hvor jeg snakker med andre mænd, og også giver krammere – så synes han ikke han kan kende mig (jeg har sagt til ham, at han jo også selv faldt for den glade udadvendte pige). Jeg har lige været på messe i Tyskland i en hel uge……op til messen, havde jeg på fornemmelsen, at han var rigtig træt af at jeg skulle afsted….at han ikke kunne forstå, at jeg glædede mig m.m. Hans misfornøjelse omkring turen, gjorde desværre, at jeg slet ikke havde lyst til at ringe hjem og fortælle hvad vi lavede. Ringede blot 3 ud af 7 dage. Det har selvfølgelig gjort ham ked af det……og først da vi kommer hjem, kan jeg fortælle ham (først jer er jeg er bevidst om det) at jeg ikke havde lyst til at ringe hjem, fordi jeg ikke havde lyst til at blive i dårlig humør.
    Han synes ikke, at han kender mig, han synes ikke jeg har været ærlig, han ved ikke, om han kan stole på, at det jeg siger er rigtigt, ærligt og mig. Nu er det gået lidt i hårknude…..jeg vil så gerne komme ham i møde, jeg vil så gerne ændre mig, men samtidig skal jeg ikke gå på kompromis med mig selv. Jeg skal ikke have dårlig samvittighed over at have lyst til at deltage i noget med mine veninder….men det har jeg, og det gør at jeg ikke har lyst til at fortælle om det…..eller jeg er “bange” for at fortælle det, fordi jeg tænker at han tænker at jeg ikke prioriterer ham.
    Du kan nok se, at vi er kommet lidt i modvind.
    Det der er så forbandet er, at jeg aldrig har mødt så stor en kærlighed før, jeg er totalt forgabt i ham, og det samme omvendt.
    Jeg ved simpelthen ikke hvilken type jeg er, og hvad han er…..og om vi kan komme hinanden i møde

    • Hej Mette
      Tak for din historie.
      Du lyder til at være en hel del i den sunde, trygge tilknytningsform.
      Mens din kæreste nok mere er ovre i den ambivalent/nervøse.

      Vær opmærksom på, om den nye dynamik imellem jer minder om dit ægteskab – hvor den anden får dig til at gå på kompromis og måske endda føle dig forkert/få dårlig samvittighed.
      Måske endda noget, som minder om stemningen/følelserne, da du var barn?

      I mine øjne ser det ud til, at din kæreste er for optaget af jer. Hvis han prioriterer dig frem for sine børn 100 %, er det ikke sundt. Slet ikke for børnene. Men heller ikke for jeres forhold.
      Udfordringen er, at han sikkert tror, at det er kærlighed.
      Men det er det ikke.
      Det er neediness…
      Beklager!

      Og det er en svær situation, for det eneste du kan gøre er, at fortælle, hvordan du oplever situationen. Og sige fra, i de situationer han ikke vil forstå.

      God vind i kærlighedsprocessen 😉
      Kærligst
      Connie

  3. Hej

    Jeg er en pige på 16 år, jeg har ikke altid haft det sådan her, men hver gang muligheden for kærlighed opstår så har jeg det med at løbe væk. Når jeg er i et forhold leder jeg altid efter måder at saboterer det på, måske ikke bevidst, men jeg drikker altid så meget at jeg ender med at være utro. Jeg har altid haft et godt hjem og en familie jeg er tryg ved, jeg har læst i mange artikler at grunden til at man har det sådan her er fordi man måske er skilsmissebarn eller lignende, dog er det ikke tilfældet hos mig. Med tiden har jeg mistet sympati for andre mennesker og deres behov, Det jeg gør mod andre mennesker virker ikke til at have en effekt på mig, jeg bliver ikke skuffet over mig selv når jeg er utro, fordi at jeg ikke er overrasket over at jeg gjorde det. Jeg er nærmest følelseskold når folk erklærer deres kærlighed til mig, men der hjemme er jeg normal altså jeg holder meget af min familie og viser dem det også, men hvorfor kan jeg så ikke gøre det overfor potentielle partnere? Hvordan kan jeg lærer at elske uden at saboterer det og vise dem at jeg elsker dem? Hvordan kan jeg lærer at arbejde igennem angsten og styrer mine følelser? Jeg har gået og tænkt på de spørgsmål i lang tid og jeg tænker ofte på hvad der er galt med mig…

    • Hej Laura
      Det lyder som om, at du tidligere har oplevet noget dårligt i forhold til kærligheden. Noget, som har været overvældende (for meget, for hurtigt, for tidligt)
      Enten da du var helt lille (og det behøver ikke at være nogens skyld) og det er ikke engang sikkert, at du kan huske det.
      Eller ift. en kæreste.
      Tænker mest det første.
      Det behøver ikke at være noget med relation til andre. Det kan også være operation, sygdom, ulykke mm.

      Det er den Bagerst i min bog Kærlighedens vildveje (kan lånes på biblioteket) kan du læse mer eom denne og hvad man kan gøre.

      Håber at det giver mening?
      Tænker nemlig ikke, at der er noget galt med dig. MEn måske du har oplevet noget, som var galt. Engang.
      Kærlige tanker
      Connie

  4. Hej Connie

    Jeg er 45 år og i et forhold jeg har været i, i 18 år,
    Det er ikke noget sundt forhold, mit hoved bekymrer sig hele tiden,
    det startede allerede fra starten af forholdet, hvor min kæreste ofte svigtede mig, flirtede med andre, kom flere timer for sendt til aftaler, valgte at gøre en masse ting alene, og det fortsatte da vi flyttede sammen, han flyttede endda fra byen uden at fortælle mig at han ville det…
    vi har nu boet sammen i 15 år, men jeg oplever ikke følelsen af at vi er forbundet, jeg mærker ikke kærligheden, og jeg har i alle årene ventet på den dag hvor vi bare sad i en sofa og snakkede mens vi så hinanden i øjnene.. jeg mærker ikke hans nærvær..
    hvis jeg siger noget bliver han vred, og råber at han ikke gider bruge sit liv på at høre om det..
    Han er forretningsmand og er derfor rigtig ofte inviteret til alt muligt, og jeg oplever at han tager til alt, og ikke sortere… og vælger, så jeg føler mig i den grad svigtet og ikke valgt til..
    Han skal til udlandet nu om 2 uger, det er første gang han skal ud, og egentlig er det noget hvor der også er arrangeret noget for ens Kone/mand hvis man har dem med, men jeg skal så ikke med… begrundelsen lød på at hans kollegas kone heller ikke kunne… ( hun var altså blevet spurgt først, og da hun ikke kunne havde jeg ikke fået noget at vide… heller ikke engang samtidig som hende?? hvorfor? )
    Nå men jeg føler igen at han vælger mig fra og det sjove til, hele denne forretnings tur, rundes af med stor Galla middag og dans,,, ( det skal nævnes at han gerne vil danse, når han ikke er sammen med mig..) ( han er dog også begyndt på når vi er nogle steder, at vælge at danse med andre først, ( han byder dem op) og så takke nej til mig, eller helst undvige) Og så skal det nævnes at den Galla middag med efterfølgende dance for the rest of the evening.. ikke er noget han har fortalt, men som kan læses i det 4 dages program han har fået… 🙁 så føler ikke han er ærlig.

    * Vi har ingen børn sammen, Min søn er flyttet hjemmefra,
    * Jeg er studerende, på SU.
    * Han er de sidste par år begyndt at tale rigtig meget om hvor meget han tjener,
    og at det er godt at jeg har ham..
    * Han betaler alt
    * Han synes ikke jeg skal tage et studiejob
    * Han ejer alene det hus vi bor i nu ( det var mit valg)
    * Han har nævnt nogle gange at jeg bare kunne pisse af..
    * Vi er ikke gift
    * jeg er ikke begunstiget, ( fandt først ud af for 1 år siden, at man ikke arver
    hinanden, så hvis der sker noget, går det hele til hans Far.
    * han taler nedladende og hånligt, hvis der er det mindste der ikke går som han
    vil have det

    Jeg synes der er så mange problematikker, men det primære er at jeg føler jo ikke han elsker mig, jeg føler ikke jeg kan stole på ham,

    HVAD TÆNKER DU?

    Er jeg krævende/Ambivalent/desorganiseret? ( kan jeg hjælpes? )
    som barn, og som voksen har jeg altid skulle kæmpe for min Mors opmærksomhed, kærlighed synes jeg ikke jeg kender følelsen af fra da jeg var barn…
    * Jeg er midterbarn og har fået at vide at jeg bare skulle være som min 1,5 år ældre søster.. min lillebror har en sygdom der gjorde at han var meget indlagt og fik derfor al min mors opmærksomhed.. jeg stod ligesom imellem..

    Tænker min mand/kæreste er Undvigende.. –

    HJÆLP!! Hvordan griber jeg den her udenlandsrejse an…. jeg vil ikke være offer/Needy, men heller ikke pisses på og blive ved med at slå knuder på mig selv… ( noget i mig siger jo, at han selvfølgelig skal ha lov at tage på forretningsrejse, og at hvis den andens kone havde kunnet, så havde de taget os med… han mente ikke der var meget sjov i det for mig, når hun ikke var der…. men der er jo koner med fra mange andre lande… ..)

    Håber på et svar
    Venligst S.

    • Kære S.
      Tak for dit spørgsmål.
      15 år er længe i et forhold, hvor du ikke føler dig elsket. Og ja, det giver samtidig fuldkommen mening ud fra din barndomshistorie.
      Det lyder som om, at du er ved at være klar til en ændring.
      Men, som du sikkert allerede selv har tænkt, så kommer den ikke fra din mand.

      Denne rejse er én ud af mange episoder. Det, der gør den værre lige nu, er at dit bæger er mere end fyldt.
      Hvis jeg var dig, så ville jeg skrue helt ned for forventningerne, og så vende din opmærksomhed mod dig selv. Spørge dig selv:
      Hvad kan jeg gøre, som gør mig godt?

      Og ja, jeg ville også få kvalificeret hjælp, hvis jeg var dig, til at hele dig selv og dine mønstre.
      Ikke for at redde forholdet, men for at redde dig!
      Så dit hjerte ikke skal sulte ret meget længere…

      Det, som du skriver om din mand, tyder på, at han er ovre i 3. karakterstruktur (der, hvor man har psykopatiske træk uden at han nødvendigvis er psykopat). Han har formodentlig noget desorganisret tilknytning. Ikke undvigende.

      God vind med kærligheden
      Kærligst
      Connie

  5. Hej Connie.
    Jeg er 20 år og har ikke mistet modet på livet, tværtimod, men jeg har nogle spørgsmål, som kunne være rart at få svar på.
    Jeg har ikke planer om at tage en uddannelse og gå den “normale” vej, da jeg har rejst en del efter gymnasiet og set, oplevet og været i en helt anden måde at leve livet på. Måske det mange andre kalder for hippielivet. Jeg har åbnet mig en smule til den spirituelle verden og føler det er denne vej, jeg skal gå lidt endnu. Ikke for altid, men bare lige teste den af.
    Jeg mødte en fyr på min sidste rejse, som jeg stadig har meget at gøre med. Vi rejste rundt sammen i 4 måneders tid og tog tilbage til Danmark sammen. Vi arbejdede og er egentlig begge på vej ud i verdenen igen. Vi har begge samme forestilling om livet. Det at lærer, udforske, udfordre sig selv og specielt at føle glæden, er det aller vigtigste som overhovedet findes. Vi har begge lyst til at udforske den spirituelle verden mere – tage til Indien eller lign. og lærer om dette. Mit problem er, at han er dybt forelsket i mig og jeg føler ikke den samme kærlighed for ham. Jeg elsker ham, men ikke på en “kærestemåde”. Jeg mærker at han lærer mig en masse om livet, en rigtig rejsemakker (ift. den slags rejse, jeg er til) og er min livslærer ;). Vi har egentlig “sagt farvel”, og han er rejst lidt videre (vi har dog stadig kontakt og han “venter” på mig). Jeg ved, at han ikke er the-one, men samtidig ved jeg, at vi har en masse at lærer sammen. Hvad er dit råd? Skal jeg følge hans livsbane lidt længere, få mere livserfaring osv, selvom jeg ved, han ikke er min eneste ene og at han tænker, jeg er hans eneste ene?
    Hilsner fra mig.

    • Hej 20 årige
      Meld det klart ud til ham, at du elsker ham men ikke er forlekset i ham – og lad ham bestemme, om han så vil være med.
      Held og lykke <3

  6. Jeg hedder Maria
    Kan man godt have både den ambivalente tilknytning og den desorganiserede tilknytning.
    Jeg har i min barndom haft en mor som påstod at hun elskede mig, hvilket jeg troede på men også som hev alle sine indre demoner og altid egne følelser ned over mit hoved, hvor hendes følelse var i fokus, ikke mine. Hun var desuden psykisk stabil og drak. Sideløbende viste min var tegt på at være “sociopat”, han var sadistisk, voldelig og havde ingen omsorg. Han ønskede helst sikker at jeg ikke var blevet født. Men hvor står jeg så i alt det her. Hvordan kommer jeg videre. Jeg har ingen tillid til mennesker.

    • Kære Maria
      Ja, vi har som regel noget fra alle 4 tilknytningsmønstre, men en der dominerer.
      I den desorganiserede ligger både ambivalente og undvigende reaktioner.

      Vejen til at hele dine mønstre går gennem sunde relationer.
      Det er det sværeste, når man, som du ret forståeligt, ingen tillid har til mennesker.

      Jeg vil alligevel på det varmeste anbefale dig at få god professionel hjælp. For det kan være svært på egen hånd at komme ud af disse mønstre, fordi de ligger i det instinktive niveau (den gamle del af hjernen).
      Helst af en, der har forstand på tilkytningsmønstre og traumer. Men vigtigst af alt, en du kan have en eller anden grad af tillid til.

      Kærlige hilsner
      Connie
      Og så har du alligevel en snert af tillid. Eller måske bare håb – for ellers havde du slet ikke spurgt mig.

  7. Jeg er en pige på 21 år… Ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre jeg har snakket med mange forskellige typer drenge men hvergang jeg åbner mig lidt op.. og sætter mig ind i det mister jeg min intresse ved at finde fejl på dem. og jeg føler altid det er dem der fejler men efter følgende kan jeg godt mærke jeg tager fejl.. for det sket mange gange.. når jeg endelig bliver en smule glad for en kan jeg ikke finde ud af stole på ham jeg begynder med at tvivle og tænke han ikke er god nok for mig og sådan forsætter det når jeg snakker med en ny.. når det går hen og bliver for kedeligt trækker jeg mig fra eller fx hvis han langsom til at svare på et besked begynder jeg og tænke måske synes han ikke jeg er det værd eller måske lyver han og ikke er så glad for mig som han er.. jeg tvivler hele tiden når det kommer til kærlighed det som om jeg ikke kan elske mere… ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.. snakker med en nu og føler ikke han er god nok overfor mig selv om han ikke rigtig har gjort noget det bare små ting som jeg ser så stort på også ender det med jeg slutter kontaktet. jeg har den tendens med at slut forholdet også komme tilbage igen. jeg forstår virkelig ikke mig selv når det kommer til kærlighed.

    • Kære Sena
      Næ, den kærlighed og ens egne (og den andens) ubevidste reaktioner kan være svære at forstå.
      Det mønster, som du beskriver, er den ambivalent/nervøse.
      I min bog Kærlighedens vildveje kan du læse mere om denne og se nogle tip til at hele den.
      Som regel er det en god ide at få professionel hjælp til at lande de gamle knubs, som har udviklet mønsteret.
      God vind i kærlighedssejlene
      Kærligst
      Connie

  8. Hej Connie.
    Jeg kan ikke rigtig genkende mig selv i nogen af tilknytningsmønstrene. Men jeg har altid følt at jeg har haft en sund og tryg barndom, dog med en del skoleskift og mange flytninger. Jeg har dog et problem ift. kærligheden. Jeg har svært ved at give mig hen til det. Men så snart jeg får en afvisning kan jeg virkelig mærke forelskelsen. I de forhold jeg har haft har jeg altid følt mig som den der elskede mindst. Mig og min kæreste gik fra hinanden for over et år siden, men jeg har altid tænkt at jeg bare kunne ringe til hende hvis jeg gerne ville ses igen. Nu er vi ved et tilfælde kommet til at se en del til hinanden igen, og hun har fortalt mig at hun har brug for afstand og at vi ikke kan have de intime forhold vi havde den gang. Det er første gang hun har afvist mig. Jeg troede egentlig jeg var kommet over hende, men nu føler jeg mig helt ødelagt og kan kun tænke på hende. Hvad drejer det sig om? Der er som om jeg kun vil have det jeg ikke kan få.

    • Hej Thomas
      Som regel har vi noget fra alle 4 tilknytningsmønstre, også den trygge (heldigvis)
      Oftest har vi én tilknytningsform, som dominerer. Men vi bliver også påvirket af den andens tilknytningsmønster. Som i en dans. Jo mere den anden hviler i sig selv og den trygge tilknytningsform, kommer vi selv ind i den del af os.
      Nogle gange er kærlighedslivet, det eneste område, hvor en af de utrygge tilknytningsmønstre kommer i spil.
      Måske er det sådan for dig.
      I hvert fald er det fuldkommen klassisk ambivalent/nervøs reaktion, det du beskriver.
      Mønstret er for de flestes vedkommende dannet tidligt i barndommen, hvor man har oplevet kærlighed. Men hvor kærligheden så har været væk. Og måske kommet igen.
      Det kan nemmest heles

    • ved at hele de(t) gamle knubs og måske forladthedstraumer
    • PS! Da hjernen ikke er modnet, før vi tidligst er 3 år, til langtidshukommelse, er disse sjældent noget, vi selv kan huske.
      Kærlige tanker
      Connie

  9. Hej Connie
    Jeg er en pige på snart 21år der ikke tør åbne mig op og finde kærligheden. Jeg tænker tit på at det kunne være rart at finde en kæreste men det er som om at når muligheden byder sig, så lukker jeg af. Jeg er meget udadvendt, men så snart det kommer til fyre så bliver jeg reserveret, selvom jeg slet ikke er sådan normalt. Jeg har meget svært ved at vide hvad jeg skal gøre hvis nogen viser interesse over for mig og jeg tænker meget over hvad andre tænker om mig. Har du nogen idé om hvad dette skyldes og hvad jeg kan gøre ved det? Når jeg prøver at overskride mine grænser mht. at flirte og virke interesseret føler jeg mig ofte forkert og “for meget”.

    • Hej BJ
      AT føle sig forkert og for meget er rigtig ubehageligt. OG det lukker i hvert fald ned for at flirte. For at flirte er at lade livsenergien flyde frit.
      Det kan jo skyldes mange ting, eksempelvis at du har

    • oplevet noget ubehageligt imellem dine forældre (især som barn)
    • oplevet choktraumer = noget, der har været for meget, for hurtigt og for tidligt
    • oplevet at blive svigtet
    • og mange andre ting
    • I de 25 år, jeg har hjulpet mennesker med kærlighedslivet, har en sådan reaktion hos min klient altid været en del af en, som ville forhindre en større smerte, end smerten ved ikke at have en kæreste.

      Hvad du kan gøre, afhænger af, hvad årsagen er.
      Men én ting, som altid er godt at gøre, når vi føler os forkerte. Og det er at sige til følelsen af forkerthed og for meget: “Det er ok, du må godt være her lige nu”. Altså give dine følelser lov til at være der.
      Dernæst kan du snakke med veninder og venner om, hvordan de oplever dig, når du /forsøger) at flirte

      God vind 😉

  10. Hej Connie

    Jeg har lige læst denne side og er ret sikker på jeg hører under desorganiseret kategorien. Når jeg er i forhold rammes jeg af angst når det bliver alvorligt eller der skal tages “næste skridt”. Er bange for at binde mig og bange for at være alene…

    Jeg har forsøgt psykolog et år tidligere og og hypno-terapi (kan desværre ikke hypnotiseres dog), men føler ikke det har hjulpet synderligt. Er dette noget almindelige psykologer bør kende til eller bør man søge en specialist? Jeg bor nær Thisted og kan er bange for der ikke findes nogen i nærheden?

    • Hej Per

      Flere og flere psykologer kender til og arbejder ud fra tilknytningsmønstrene.
      Men ikke lige så mange har kendskab til at arbejde med nervesystemet og lande chok- og udviklingstraumer på det instinktive niveau. Der er viden ikke nok.

      Du kan se finde gode traumehelingsterapeuter på seforeningen.dks hjemmeside>>
      Mon ikke, der også er nogen i Nordjylland 🙂

      God vind i din kærlighedsproces
      Kærligst
      Connie

  11. Hej Connie.

    Jeg er en ung mand der efter 3 år som single, efter 3 års forhold, endegyldigt har mistet troen fuldstændigt på at jeg nogensinde finder en pige jeg bliver så glad for igen. Savner at være forelsket, men af en eller anden grund, kan jeg ikke blive det og er så usikker på egne evner at jeg nu er stoppet med overhovedet at forsøge og score en sød pige, simpelthen fordi jeg tragisk er begyndt at bilde mig selv ind at hun vil gøre mig ked af det ved at gå på et tidspunkt eller at jeg ikke er god nok til hende seksuelt og humormæssigt, selvom jeg aldrig har hverken følt eller fået andet end gensidig glæde ud af det. Der har bare hobet sig en skræmmende tanke op på de sidste par år, som ellers aldrig har slået mig, har altid før hen i tiden bare givet gas og gjort hvad der faldt mig ind og taget kontakt til piger uden at tænke videre over det, altså drevet af lysten, men nu er tanken sneget sig ind, at måske jeg aldrig får lysten igen, og aldrig finder en sød og dejlig pige at tilbringe mit liv med, som de fleste andre mennesker. Det gør ondt, da jeg ser mig selv som en, om ikke andet almindeligt pæn fyr, at jeg har så stort et Issue med mig selv at jeg er røget i den fælde der hedder at så længe jeg ikke elsker mig selv, kan en anden heller ikke elske mig. Holder mig i fysisk form, og holder mig pæn generelt, for min skyld, og fordi jeg syntes man skylder alle det, men er blevet dybt fanget i det narcissistiske samfund vi lever i og intet, daglig træning, personlig pleje, sund kost, frisurer, god humor eller andet folk løfter deres selvtillid en smule med, er nogensinde godt nok for mig til at tro på at en smuk og sød pige ville vælge mig frem for de 3 milliarder andre. Jeg finder og troede at piger også finder det arrogant af fyre at tro det og omvendt hører man gang på gang at kvinder vil have en bad boy. jeg ikke kan regne nøglen til kærlighed ud længere nu hvor det er forventet at jeg skal finde den. Dengang jeg var en ung knejt, handlede det kun om piger piger piger, så blev jeg valgt fra og nu tør jeg ikke nærme mig dem og når jeg endelig går imod frygten for afvisning og gør det alligevel, får jeg kun sagt at de er utroligt smukke og ser søde ud og får måske et nummer og så lader jeg det ligge ved det, for tænk nu hvis jeg fuckede det op når vi mødtes, det ville være endnu et kærligheds nederlag. Så hellere leve i min egen lille indbildte tro om at jeg selvfølgelig sagtens kan score en sød pige, men bare ikke tør, end at erkende det ydmygende modsatte. Håber du forstår min problematik.

    Venlig hilsen b

    • Hej B
      Tak for din delen.
      Det er nok en ringe trøst, men der er mange, som har oplevet at være præcis, hvor du er.
      Det er så slidsomt. Også for selvværdet.

      Når hjertet er blevet knust, har det brug for heling.
      Og tiden læger desværre ikke altid denne form for sår.

      Jeg vil opfordre dig til at få professionel hjælp til at hele dit hjerte.
      Du kan evt. tage kontakt med en af de KærlighedsTerapeuter, som jeg har uddannet. Du kan finde dem her >>
      Hvis du gerne vil kontakte en, som der ikke er kontakt info på, så skriv lige til mig.

      Kærlige tanker
      Connie

  12. Kære Connie.

    Jeg er en ung kvinde, som oplever at have svært ved at være i et forhold. Jeg har svært ved at genkende mig selv i nogle de tilknytningsmønstre du nævner. Jeg vil gerne arbejde med mig selv ift. bedre at kunne være i et forhold, da jeg har fået en dejlig kæreste. Vi har kendt hinanden i 6 måneder, før det var jeg single i knap 4 år.
    Har haft svært ved at blive forelsket, men har altid haft et stor behov for anerkendelse. Mine veninder plejer at drille mig kærlig med alle de fyre jeg skriver – eller flirter med.
    Min største problem i mit nuværende forhold, er at jeg føler mine følelser skrifter lidt. Den ene dag vil jeg bare have børn med ham NU, og den anden dag er jeg i tvivl om hvorvidt han er den rigtige for mig.
    Jeg har meget tankerne, at græsset er grønnere på den anden side. Især at han ikke tjener særlig mange penge, kan være noget som kan gøre at jeg er i tvivl om jeg vil være sammen med ham (ved hvor latterligt det lyder, men det er sådan det er).
    Derudover kan jeg godt have oplevelsen af at søge konflikter med ham. Jeg prøver virkelig at få en konflikt i gang, på en diskret måde, hvor jeg kommer til at køre et psykisk spil, som jeg slet ikke er interesseret i at udsætte ham for. Nogle gange kan jeg have fornemmelsen af ikke selv at styre det, så jeg faktisk ikke kan ændre mit humør når jeg først er i gang med det spil.
    Jeg tror virkelig han er en god fyr for mig, for han hviler i sig selv. Tror muligvis han er trygt tilknyttet.
    De meget blandede følelser kan være enormt forvirrende for mig selv, og gør at jeg nogle dage kunne gå fra ham, imens jeg andre dage kunne gifte mig med ham. Samtidig kan jeg mærke, at når vi får konflikterne som jeg indimellem søger, så mærker jeg mig selv mere, og efterfølgende får jeg skyld følelse og kommer til at savne ham enormt meget.
    Kan du hjælpe mig med at gøre mig klogere på mit tilknytningsmønster så jeg kan arbejde på det?

    Vh. Ida

    • Kære Ida
      Det er slidsomt at have det, som du beskriver.
      Og så er det super, at han hviler så meget i sig selv.
      Mit indtryk ud fra det, du skriver er, at du har en blanding af tryg og ambivalent/nervøs med et strejf af desorganiseret tilknytning.
      Det er den desorganiserede automatpilot der skaber konflikterne.
      Det er den ambivalente, der tvivler og ser græsset, som grønnere på den anden side.
      Du kan få nogle redskaber og indsigter i mit 8 ugers online forløb: Fra de 3 utrygge ind i tryg tlknytning
      Kærlige tanker
      Connie

  13. Jeg er en mand på 44 år og helt klart den ambivalente type. Min ekskæreste er kun 31 og er helt klart af den desorienteret type. Vi har været kærester i næsten 1 år og vi passer rigtig godt sammen, hun siger, at jeg er den største kærlighed i hendes liv og jeg har det på samme måde. Der er for nyligt sket en masse kaotiske ting i vores liv, økonomiske problemer, bagtaleri fra ekskærester, boligproblemer osv. Hun valgte at forlade mig i alt dette kaos, fordi hun ikke kunne overskue det hele. Hun siger hun stadig elsker mig og ser mig som manden i hendes liv og fortæller mig at hun savner mig, men at hun ikke vil være kærester. Vi har tilbragt nogle få dage sammen efter bruddet for en måned siden, og de har været fantastiske – fulde af nærhed, fortrolighed og glæde. Hun siger, at det ikke er umuligt, at vi kan finde sammen igen, men at hun skal bruge noget tid. Jeg har prøvet at give hende plads, men når det ikke lykkes mig, bliver jeg kun mødt med gengældte følelser, savn, kærlighed og ønsker om at ses, hvilket gør det endnu sværere, at give hende den tid, som jeg ved at hun har brug for. De dage hvor det lykkes mig at give hende plads, får jeg ingen respons – og jeg bliver usikker, for jeg forstår ikke hvorfor hun ikke viser mig, at hun savner mig, med mindre jeg tager initiativet. Det føles som om hun forsøger at vinde mig tilbage ved at tage afstand til mig og ikke omvendt. Jeg har sagt til hende, at jeg ikke er i tvivl om hvad jeg føler i mit hjerte, og har ikke brug for at få bekræftet min kærlighed eller savn – hvilket er hårdt at sige som ambivalent. Og jeg siger at hun er velkommen til at ringe eller skrive hvis hun har lyst… men hun skriver, at jeg kan gøre det samme – hvorfor siger hun det, når hun samtidig ønsker tid til at mærke efter? Hvad skal jeg gøre? For hun beder mig om at holde mig væk og blive på samme tid… Jeg føler selv, at det bedste ville være at holde afstand, men jeg er samtidig bange for, at det vil blive modtaget negativt da hun kender mig og ikke forventer, at jeg er i stand til det, og måske vil tolke det som om jeg har mistet kærligheden til hende… Hvad er dit råd?

    • Kære Peter
      Det er et svært sted at være. For jer begge.
      Det desorganiserede tilknytningsmønster er: “Kom her og bliv væk!”
      Altså de higer efter kærligheden og er samtidig skræmt af den.

      Hvis jeg var dig, ville jeg give hende kontakt måske hver dag, hvis det føles naturligt for dig.
      Men kun kort.
      På sms kort og kærlig
      På telefon kort og kærlig
      Hvis I mødes kort og kærlig
      Vær klar i din kommunikation. Ingen tvetydigheder. Ingen lange forklaringer. Kort, koncist og kærligt

      Held og lykke
      Knus
      Connie

  14. Kære Connie,
    Tak for din vidensdeling!
    Jeg står i den situation, at jeg har set en fyr i to måneder indtil for et par dage siden. Jeg har altid haft svært ved at blive forelsket og give mig hen, men har arbejdet meget med det, og har endelig indset, at hvis jeg skal finde ægte kærlighed, må jeg åbne op og være sårbar.
    Mit forhold til fyren er gået vildt stærkt; vi har hurtigt mødt hinandens venner og har planlagt op til flere ferier sammen i fremtiden. Desuden går vi på samme skole. Han viste enormt meget kærlighed og hengivenhed på meget kort tid. Jeg blev hurtigt rigtig glad for ham (også selvom jeg sommetider bliver i tvivl, usikker og tænker om det er det “rigtige”), og kunne mærke jeg havde lyst til, at kalde ham min kæreste.
    Sidste weekend var vi til en fest med hans venner, hvor han ikke var særlig opmærksom på mig, og forsømte mig en lille smule. Jeg konfronterede ham dagen efter, og han brød fuldkommen sammen. Han begyndte hurtigt at tale om, at vi måske ikke er rigtige for hinanden eller at vi måske ikke passer sammen. Vi snakkede længe om det, og blev mere og mere kede af det begge to. Han sagde at noget pludselig føltes forkert. Jeg gjorde det klart for ham, at jeg også var i tvivl, men at jeg var blevet glad for ham, og gerne ville ham. Vi besluttede at lægge situationen på hylden, og fortsætte som før. Men han blev stille og en smule apatisk de efterfølgende dage. Hans humør var tydeligt tynget, men til trods for det, havde han samme, og måske endda større, sexlyst end før. I stedet for at tale sammen, søgte han intimitet og nærhed den vej igennem.
    Det skal nævnes, at han har tildens til, at være meget sårbar og at have let til tårer. Han har før lidt af depressioner og manglende lyst til livet. Samtidig har han fortalt mig om en masse episoder i hans liv, hvor han har skuffet sig selv og andre, bl.a. i forhold til piger, hvilket tilsyneladende virker som et stort traume. Han har også gået i en masse terapi hvor fokus primært har været hans dårlige selvværd. Derudover har han haft store problemer med tilknytningen til sin mor.
    Hele konflikten endte med, at han fortalte mig, at han var kommet frem til, at han ikke tror at vi passer sammen. At det føles forkert. Men at han stadig gerne vil have mig i sit liv. Da jeg valgte at vi skulle stoppe med at ses og snakke sammen, brød han fuldkommen sammen. Han græd i en time og sagde at han var sur og vred på sig selv over at have ødelagt det hele. De efterfølgende dage ringede han til mig og græd og sagde at han savnede mig, men at han stadig har en grundlæggende følelse af, at vi ikke passer sammen.
    Efter samtale med venner og familie, besluttede jeg mig for, at få det afklaret én gang for alle: Hvad vil han, og har han følelser for mig?
    Det han gerne vil er, at blive ved med at ses, men på en uforpligtende måde. Og da jeg spurgte direkte ind til, om han har følelser for mig, svarede han nej, og fortalte at de var forsvundet meget brat.
    Jeg har enormt svært ved at forstå, hvordan at han kan ændre mening så hurtigt.
    De følelser jeg sidder tilbage med nu, er afvisning, tab af en person jeg havde håbet skulle være i mit liv, og en frustration over hvad der egentlig skete i vores ellers tilsyneladende progressive, lidenskabelige og nærværende forhold.
    Der er naturligvis ingen tvivl om, at jeg skal videre i livet så snart jeg kan. Men jeg kunne rigtig godt tænke mig, at høre dit syn på hans måde at reagere på, samt evt. min egen rolle i denne situation?
    På forhånd tusind tak!

    • Kære Sof
      Velbekomme.
      Det er hårdt at være ved at bygge kærligheden op, når den anden så trækker stikket.
      Min umiddelbare fornemmelse er, at du har taget det rigtige valg. Både mht. at konfrontere ham hele vejen og at stoppe med at se ham.
      Normalt er det den desorganiserede tilknyttede, som stopper SÅ pludseligt.
      Og selvom det kan være svært at forstå og endnu sværere at acceptere, kan følelserne hos den desorganiserede skifte nærmest på et splitsekund. Begge veje.
      De er ofte fortvivlede omkring kærligheden. Fordi de simpelthen ikke kan få den til at lykkes. De har mønstret “Kom her – og bliv væk!”

      Men han kunne for så vidt også være præget af den ambivalent/nervøst tilknyttede.
      De mister interessen, når kærligheden er tilgængelig.
      For så kan de ikke identificere sig med at længes.
      De har næsten altid lavt selvværd, fordi de er så meget ovre i andre – og sammenligner sig hele tiden med andre (altid dem, der er bedre på specifikke områder)

      Hans konklusion om, at I ikke passer sammen, er derimod en rationalisering. En måde at få tingene til at give mening i hans eget hoved.

      Jeg ville altid være en smule forsigtig med en, der er meget hurtig til at vise den helt store kærlighed. I starten kender man jo ikke hinanden. Men ser blot alt det, som man selv projekterer over på den anden. Særligt hvis man er meget forelsket. Så forstørrer man alt det POSITIVE, og ser slet ikke mennesket bag.
      Regn med, at man først rigtig begynder at kende hinanden efter et års tid.

      Din egen rolle i dette?
      Lad mig svare med et modspørgsmål:
      Hvilke(n) gamle historier bliver bragt op hos dig? Følelsen af afvisning og tab – hvad er det for et ældgammel tab?
      Det kan godt være så gammelt, at du ikke kan huske det, for hjernen er først udviklet til langtidshukommelse, når vi er omkring 3 år.

      Jeg kan anbefale dig at få hjælp til at hele både den gamle historie og den nye.
      Så du kan blive fri igen – og på et tidspunkt møde en kvalitetskæreste, som er langtidsholdbar.

      Kærlige kram
      Connie

  15. Kære Connie,
    Jeg håber, du kan hjælpe mig. Jeg er nu snart på 3. år som single. Det er ikke det store problem, for jeg kan egentlig godt lide at være mig selv. Jeg har et godt socialt liv og nyder også mine ene-timer. Men det jeg ikke forstår er, at der ikke dukker nogen op, som jeg har lyst til at være kærester med. Fra jeg var 15 til 25 var jeg i tre lange forhold, og kan egentlig godt lide at være nogens kæreste med al det der hører til. Men det er mig, der har afsluttet det hver gang. Der har jeg følt med mast og kvalt i forholdet, og især de to sidste (virkelig meget det seneste) gjorde mig dybt ulykkelig til slut. Mit seneste forhold (som endte for ca. tre år siden) var et voldsomt forhold på mange måder. Han havde psykiske problemer, som jeg virkelig gerne ville hjælpe ham med. Han fyldte rigtig meget i vores forhold, men jeg elskede ham ufattelig meget, og bruddet var virkelig hårdt – og et jeg gik og samlede mod til at foretage igennem næsten seks måneder, tror jeg. Mit forhold inden ham var med en fyr, der kom fra ret trykke rammer og med et tæt forhold til sin familie. Han var dog ret uselvstændig på mange måder. Det virkede som om, vi legede voksne, inden vi egentlig var voksne.
    Jeg har datet fyre igennem de seneste år, men jeg er aldrig rigtig blevet ramt. Eller også er jeg blevet meget voldsomt ramt – meget hurtigt – hvor det bare er blevet for meget det hele. En del af mig tænker, at jeg har en tendens til at gå efter de fyre, der ser sig selv som ungkarle – eller også har de været i et forhold eller på vej ud af et.
    Jeg ser mig helt klart som en romantisk type. Jeg kan godt lide ideen om at møde ham, der bare overrasker mig og er der – som er sjov og spændende, og som kan rumme gode og dårlige dage. Jeg vil gerne have en partner, en makker, der også kan være romantisk og være der for mig. Jeg er meget fysisk og kærtegn, kram, kys og sex er vigtige for mig i en romantisk relation. Alligevel har jeg også prøvet at sidde i forhold, der døde helt ud rent seksuelt (det seneste forhold). Og i single-perioder kan jeg godt sætte det helt på stand-by.

    Jeg er vokset op i totalt trykke rammer med to forældre, der elsker hinanden og som har elsket mig og mine søskende. Og som også har givet udtryk for deres kærlighed til hinanden og os. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg kunne komme til dem. Så hvorfor er jeg selv så håbløs til at finde en fyr, der kan give mig det, jeg fortjener?

    • Kære MM
      Selvom man er vokset op i trygge rammer og ens forældre har vist kærlighed både til hinanden og til en – kan der være andre faktorer, som skubber en ud i en af de utrygge tilknytningsmønstre.
      Ud fra det, som du skriver, er mit gæt, at det, der spænder ben for dig, er den ambivalent/nervøse tilknytningsform.

      – Dine forældre kan have haft noget af dette tilknytningsmønster.
      – De skulle måske på arbejde – var du så tryg, hvor du blev passet?
      – Du kan have været ude for choktraumer. Også nogle, som intet har med relationer at gøre. Traumeenergien kan trække en ud af den trygge tilknytning
      – Puberteten er en sårbar periode, hvor vores første kærligheds erfaringer præger os på godt og ondt
      – At være i forhold, som gør en dybt ulykkelig, skubber en mere ud i de utrygge tilknytningsmønstre
      – og mange andre grunde, som kan være et udforskningsarbejde at finde.

      Husk, at det vigtigste er, at få dig tilbage ind i tryg tilknytning. Det kan du komme på 3 måder, som supplerer hinanden:

      – Generelle metoder til at lande nervesystemet (ANS), eksempelvis vandtankøvelsen, den paradoksale forandringsmetode og ind-i-nuet øvelsen
      – Generelle metoder til at styrke den trygge tilknytning, eksempelvis at være sammen med mennesker eller dyr, der har tryg tilknytningsmønster eller tryg tilknytningsøvelse
      – Hele de specifikke aftryk (hændelser, stemninger). Dette er et stykke terapeutisk arbejde, som du kan lære på denne efteruddannelse: KærlighedsCoach/Terapeut (der lærer du også pkt. 1 og 2).

      God vind i kærlighedssejlene <3
      Kærlige tanker
      Connie

  16. Kære Connie
    Jeg håber, du kan give mig nogle ord med på vejen, da jeg efterhånden er desperat. Jeg er i et forhold med en ny kæreste (vi har snart været kærester i 2 mdr – kendt hinanden i 5). Jeg er meget glad for ham og det er gengældt, men det er som om det ikke er nok. Jeg kan ikke få nok bekræftelse. Når jeg giver ham komplimenter er det i 90% af tilfældene for at få en retur, for at sikre mig at han stadig vil have mig. Jeg har en stor angst for at miste ham ved, at han går fra mig og afmåler mange af mine handlinger ud fra dette. Undgår at sige visse ting til ham, da jeg ikke ønsker han skal se mig som en belastning (her tænker jeg på alle mine følelser og tanker om at miste ham). Det går egentlig ok når vi er sammen, der føler jeg mig meget opfyldt af kærlighed og lykke, men så snart han forlader mig sætter angsten ind. Jeg kigger non-stop på min telefon og afventer at han skriver til mig og bedømmer alt hvad han skriver til mig – om det nu også udviser nok savn og kærlighed til mig. Det er så hårdt og opslidende, og jeg føler jeg ødelægger forholdet fuldstændigt. Jeg skriver naturligvis også til ham, det er ikke sådan at han skal jagte mig, men holder mig tilbage for ikke at virke omklamrende.
    Jeg har en fortid med en ekskæreste jeg elskede højt, der jævnligt afbrød forholdet (han nåede at gøre det 4-5 gange med ca. 1 måneds mellemrum. Vi var sammen i 2 år). Det tænker jeg har stor indflydelse, men før og under forholdet med ekskæresten havde jeg samme problem i mindre grad.
    Jeg håber, du har nogle gode råd, da jeg meget gerne vil kunne finde bedre ro i mit forhold.

    • Kære ZB
      Åh, det er slidsomt at have det som dig.
      Og så er det lige sådan en klassisk ambivalent/nervøst tilknyttet reagerer.
      Jeg kunne skrive en hel bog om gode råd til dig. Nåhr ja, det har jeg allerede gjort 😉 Den hedder Kærlighedens vildveje
      Bagerst i bogen er et tillæg om de 4 tilknytningsmønstre inklusiv, hvad du selv kan gøre.
      Altså hele bogen er fyldt med tips og gode råd. Tillægget er for at du kan få det hurtige overblik.
      Og hvis det ikke er nok, vil jeg anbefale dig, at få professionel hjælp til at hele mønstret, så du kan komme mere ind i den trygge tilknytningsform.
      Hvis mine priser er mere, end dit budget er til, kan du finde nogle af de Kærlighedsterapeuter, som jeg har uddannet her >>
      God vind ind i den trygge tilknytnings form (du kan også finde guidede øvelser i andre af mine blog indlæg, som vil kunne hjælpe dig på vej)
      Kærligst
      Connie

  17. Hej Connie

    Jeg har et spørgsmål du måske kan svare på – hvorfor er det så svært,n år min kæreste ses sammen med sine egne venner, hvor jeg ikke er indbudt?
    Jeg er ikke på den måde jaloux – for jeg kender ikke hans venner.
    Men alligevel kan jeg mærke at det påvirker mig meget – at han har et univers jeg aldrig bliver en del af.
    Jeg burde jo blive glad for at han har det sjovt, og glad for at han har det fællesskab.
    Men jeg kan mærke jeg bliver ked af det når jeg tænker på de skal mødes.

    Hvordan kan jeg bearbejde det, så jeg kan lære at acceptere det?

    • Hej Rikke
      Tak for dit spørgsmål. Det gode er, at du er klar over, at han skal have lov at have en verden, som du ikke er en del af. Især hvis det er en mandeverden. Ligesom du sikkert har en tøseverden, han heller ikke er del af.

      Nu kan der være forskellige årsager til, at dit system alligevel reagerer på det.
      – mangler du generelt en oplevelse af, at det er “jer 2”. Altså at han virkelig vil dig?
      – minder det om en tidligere historie i dit liv, hvor du følte dg udenfor (med eller uden god grund) eller blev forladt?
      – har han en historie, hvor han har været utro eller er gået lige pludselig?
      – kunne du have noget af den ambivalente/nervøse tilknytning fremfor den trygge?
      – kunne dit selvværd stikke en kæp i hjulet her?
      – har du oplevet choktraumer (noget, der er for hurtigt, for meget, for tidligt og dermed overvældende)?

      Der kan endda være flere grunde.
      Afhængigt af, hvilke grunde, er det forskelligt, der er godt at gøre.
      Kærlige tanker
      Connie

  18. Hej Connie.

    Jeg skriver til dig, fordi jeg er meget fortvivlet omkring mit forhold. Jeg kunne løbende mærke på min kæreste, at hans manglende engagement og lyst til forholdet stige ( sådan føltes/føles det). I flere måneder har jeg klantret ham for ikke at ville mig eller forholdet. Jeg sagde til ham, at han jo bare kunne gøre det forbi, men det var han slet ikke interesseret i. Hans undskyldning var, at der bare ikke var mere tid at gøre godt med. Han havde/har meget travlt med jobbet og sin sport. Da jeg mødte ham for et år siden, havde han al tid i verdenen til mig, fordi han ikke havde noget job på det tidspunkt. Det fik han så i sommeren, og lige siden da har jeg følt at jeg blev negliseret i forhold til det. Det første halve år var han det mest betænksomme menneske, jeg nogensinde har mødt. Har aldrig haft en kæreste, så det er første gang jeg har følt så stor kærlighed for et menneske.
    Vi bor 45 min fra hinanden, og kan derfor ikke ses hver dag. I nogle måneder havde jeg hverken job eller min sport at gå op i, men kun mit studie. Dette gjorde at jeg havde massere af tid til at tænke på, hvorfor han ikke ville mig. Jeg blev meget opsøgende og krævede svar, hvilket fik ham til at trække sig meget. Det skal siges, at han i forvejen er meget konfliktsky og kan lukke ned i flere timer og dage, hvilket gør min frustration større og gør mig meget ked af det.
    Han sagde flere gange, at han ikke kunne overskue at se længere end en dag frem af gangen. Det syntes jeg i starten var noget værre fis, men begyndte at tænke, at det kunne være stress eller depression. Dette fik jeg så bekræftet efter jeg havde snakket med hans far, som ligesom jeg havde opdaget at han var blevet meget doven, ugidelig, rodet, flabet osv.. Jeg knækkede sammen en aften foran min kæreste, og fortalte ham, at jeg havde haft en snak med hans far og min kæreste blev helt stille. Det endte med, at det var ham der sad og græd og jeg blev den trøstende, fordi han fortalte mig, at han en måned forinden havde været ved lægen og fået konstateret en svær depression. Han fortalte mig, at han troede at årsagerne til det nok var at hans mor og ham ikke snakker sammen efter forældrenes skilsmisse for tre år siden og at han føler at noget af hendes side af familien afskærer ham. Desuden er han blevet skadet og kan ikke komme på sit drømmestudie. Grunden til han har taget så meget arbejde var hans skalkeskjul og skulle/skal ikke forholde sig til andet end arbejdet.
    Alt dette har gjort, at jeg jo er blevet mere forstående overfor hans ageren, men nogle dage er jeg virkelig bare i tvivl om, hvorvidt det er depressionen der handler eller det bare er ham, fordi jeg synes han gør nogle ting, der sårer mig. Jeg er den eneste, der ved at han har en depression, hvilket jeg synes er hårdt! Jeg er jo den eneste, der spørger ind til det og han hader at det kommer i fokus. Han får medicin for det, men kan ikke tage sig sammen til at få en tid hos en psykolog. Derfor gør det mig meget frustreret og ked af det, når det er mig, der ved om det og vil ham det allerbedste, men det så er mig, han lukker allermest ude. Jeg ved aldrig længere, hvad han laver eller tænker. Jeg kan pga de socialemedie følge med i, at han kommenterer ting, liker og er online flere gange i løbet af en dag, men det er aldrig mig, han skriver til, selvom jeg måske har skrevet til ham. Derfor er jeg meget i tvivl om, hvorvidt det er pga. depressionen eller at vi måske er derhenne, hvor han ikke vil mig. Kan ikke huske, hvornår han sidst har sagt, at han elsker eller savner mig eller har spurgt om vi skal ses. Jeg ved godt, at det kan være en del af en depression, men forstår du min tankegang? Ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre eller tænke.

    • Hej Tina
      Tak for dit skriv. Ja, det er en svær situation. OG den bliver naturligvis sværere af, at jeres kommunikation ikke er fantastisk åben.
      Når man har en svær depression, orker man ikke at forholde sig til vigtige spørgsmål. Og dem stiller du. Den måde du beskriver din tvivl, får mig til at få det indtryk, at du kan være krævende for din kæreste lige nu, som han har det.
      Han kan være på vej væk – eller han kan bare være og ikke kunne overskue mere.
      At like og kommentere ting online giver et dopamin kick i hjernen. Ens dopamin niveau i hjernen er lav, når man er deprimeret. Dopamin er hjernens belønningsstof. Det får os til at føle os veltilpasse.
      Så at kommentere fuldstændige eller næsten ligegyldige ting kan være det, han kan overskue.
      uanset hvad, så er det svært at være kæreste med en der er depressiv. Han har bare ikke noget at give af. Han kan jo dårligt få sine egne ting gjort?
      Må du hjælpe ham med at få en tid hos en god psykolog?
      Nu han ikke selv kan tage sig sammen.

      Jeg vil give dig en lille opgave:
      Skriv ned, alt det, der har været og er godt i jeres forhold.
      Hvorfor forelskede du dig i første omgang?
      Forholdet som det er nu, hvilken gammel historie/følelser/stemning fra din barndom hvirvler det op

      Kærlige tanker
      Connie

  19. Pingback: Tilknytning | Blogon

  20. Jeg har aldrig været i et forhold, hver gang jeg finder en rigtig sød fyr er jeg på en lyserød sky og sommerfuglene er i maven, men efter lidt tid faktisk fra den ene dag til den anden forsvinder det fuldstændigt og jeg næsten væmmes ved ham. Jeg væmmes ved hans udseende, hans personlighed og når han røre ved mig. Jeg forstår det ikke når jeg lige har været helt oppe at køre over en fyr, at det kan tage sådan en vending? Har haft noget omsorgssvigt i min barndom og har noget angst den dag idag.

    • Kære Michele
      Det er så træls et mønster. Ikke fordi det hjælper dig, men jeg møder tit mennesker, som oplever noget, der ligner dit.
      Det er oftest den desorganiserede tilknytningsform, som er i spil.
      Og hvor man kan føle sig virkelig fortvivlet og forkert.
      Den ambivalent/nervøst tilknyttede kan opleve noget, som minder lidt om. Der kan man også miste alle følelser og forelskelsen i løbet af en enkelt sætning. Nemlig når det går op for automatpiloten (det ubevidste) at kærligheden virkelig er tilgængelig. Men det er typisk mere roligt i kroppen. Man mister bare interessen.
      Væmmelsen kommer fra en gammel historie om grænser g behov, der ikke blev respekterede.
      Kærlige tanker
      Connie

      • Kære Connie. Jeg havde virkelig fundet min drømme mand. Har mødt hans datter og familie venner osv vi har boet sammen det gik meget stærkt det var kærlighed ved første blik aldrig følt sådan her før. Så imorges smider han bomben at han ikke længere er forelsket men elsker mig meget højt og vil slå op med mig hvad er der dog sket . Jeg har gjort alt støttet ham. Jeg har virkelig givet ham inderlighed kærlighed selvtillid omsorg betænksomhed osv. Nu er jeg flyttet tilbage til mig selv er så ked af det hvad skal jeg dog gøre . Hilsen et knust hjerte

        • Kære Katrine
          Måske har du været overfungerende i forholdet?
          Det lyder som om, du næsten er blevet hans mor.
          Og så ryger gnisten naturligvis.

          Vejen går tilbage til dit hjerte. Læg en hånd på det, og trøst det.
          Og trøst lille-Katrine, som også er i spil.

          Du er velkommen til et forløb hos mig. Jeg har dog lidt ventetid.
          I sådan et forløb vil vi hele dit knuste hjerte, og de uhensigtsmæssige kærlighedsmønstre, så du kan hvile i dig i et forhold.
          Knus
          Connie

  21. Jeg plejer at møde de typer, der ret hurtigt viser sig ikke at være så engageret i forholdet som jeg. Jeg ønsker som regel flere sms’er og opkald, end de gider . jeg har også behov for at få at vide,at jeg er elsket, indimellem. Jeg synes dog ikke, at jeg har været krævende, og det ender med brud. Nu har jeg haft en kæreste i syv måneder, og han startede med at kysse mig, selv om han virkede meget genert. Jeg opfangede ham som anderledes end de forrrige. Allerede fra starten fortalte han dog, at han ikke er sms-typen eller typen der gider snakke tlf. Mit behov er ellers dalet, men jeg har efter div. snakke kun nået op på at have sms-kontakt en gang om dagen maks, som regel kun hver anden dag, Og som regel kun, hvis jeg skriver. Når jeg er hos ham, så får jeg et kys og han koncentrerer sig om at lave mad eller andet. Og selv om vi ikke ses andet en 1-2 gange i ugen, så kan jeg godt opleve, at han har noget, han skal ordne i løbet af aftenen, ligesom han har svært ved at holde sig vågen, når vi lander i sofaen. Vi har aldrig en weekend, da han arbejder de weekender, han ikke har børn. Jeg har hele tiden troet, at han bare var genert eller stille og lidt utryg, men nok skulle blive bedre til at vise følelser, men det går frem med museskridt, trods jeg har sagt , at jeg har svært ved at mærke hans kærlighed. Jeg er dog rimelig sikker på, at han elsker, på sin egen måde, men jeg savner at han beder om ekstra tid sammen og rydder kalenderen indimellem, og at han ikke prioriterer mig. Han er dog så sød og gentlemanagtig på rigtig mange punkter, så jeg håber sådan, at han eller jeg kan ændre os. Hans far var meget stille og hans mor var overstrømmende og dominerende, hvilket hun stadig er.
    Er der håb for os, eller skal jeg droppe ham og komme videre? Og vælger jeg ubevidst dem der ikke har drive eller gider mig for alvor?

    • Hej Christa
      Dejligt at du tackler din kæreste rimeligt ok. Han kan være præget af den undvigende tilknytningsform. Og hvis han er det, er det helt normalt at være så sparsom med kontakten. Og det har intet med dig at gøre.
      Hvad siger han selv, hvis du er oprigtig nysgerrig uden intentioner om at lave ham om?
      Kan han forestille sig at være mere nærværende og kontaktfuld?
      Eller er han, som han plejer at være i et forhold?
      Eller har han brændt sig på børnenes mor, og er derfor ekstra forsigtig?
      Én ting er sikkert: Du kan ikke regne med, at han ændrer sig. Og han vil – måske ubevidst – mærke dit ønske om, at han skal laves om.
      Hvordan ville du selv have det med en kæreste, der måske synes, at du er sød, men for at han ville være sammen med dig, så skulle du lave væsentlig om på dig selv?

      Så om der er håb, det er dybest set op til dig selv. Hvad vil du?
      Hvis han evner at have en ok kontakt, når I taler om væsentlige emner og følelser, så vil jeg sige, at så er det muligt at finde en vej, hvor du også kan blive tilfreds. Og ellers bliver du nok bare mere og mere frustreret.

      Jeg har skrevet et blogindlæg til dig og andre ;-), om man helt ubevidst vælger sin partner (hvem man bliver forelsket i). Og de 3 motorveje, du så kan tage >>
      God fornøjelse.

  22. Kære Connie,
    Tak for en dejlig side – og tak for muligheden for at kunne skrive til dig.
    Jeg skriver i håb om at kunne få nogle gode råd til at få det bedre. .
    Jeg er ensom, dybt ulykkelig, og har et kæmpe traume efter en hård, hård tid i 2014.
    Først måtte jeg aflive min højt elskede hund på meget dramatisk vis.
    Herefter fik jeg straks besked om at min Mor var døende.
    Jo, begge var ældre damer, men det var hårdt, da min hund betød alt for mig. ( Jeg har ikke fået børn) – hun havde for år tilbage været med til at redde mig sammen med min anden hund, da jeg faldt om med en hjerneblødning.
    Min lillesøster blev forladt af sin mand igennem næsten 25 år ( hus, hunde, børn) – han kunne ikke lade være at være hende utro, og min lillesøster kontaktede mig 24 timer i døgnet, hvor jeg prøvede at være der for hende.
    Min Far fik et hjertetilfælde, og kom heldigvis igennem dette.
    Min kæreste igennem 7 år fik en depression efter aflivningen af min skønne hund, som han var meget knyttet til. Han blev fyret.
    Jeg prøvede at støtte alt og alle efter bedste evne. Og min kæreste og jeg kom meget tæt på hinanden, tættere end nogensinde før – da min hund blev aflivet.
    Han sagde, han aldrig kunne gøre som min svoger gjorde imod min Søster, og at han elskede mig.
    Han var ellers en meget lukket type, og havde svært ved at vise følelser.
    Sammen hentede vi en ny hund på et Internat. Hun var meget sammen med ham, da han var hjemme.
    Midt i det hele begyndte han at blive decideret ond imod mig, og var somom han hadede mig og alt ved mig.
    Han gjorde det forbi via e-mail, og kort tid efter var han sammen med en ny, med hun, rækkehus o.s.v.
    Vi skulle have begravet vores elskede hund i haven sammen og meget andet.
    Det, der holdt mig oppe var mit dejlige job. Jeg overlevede udelukkende på det.
    MEN det skulle så også have en ende. Afdelingen lukkede.
    Stille og roligt begyndte jeg at bryde helt, helt sammen.
    Under hele forløbet var det allerværste for mig at måtte aflive min hund, der kiggede bedende i mine øjne “Hjælp mig Mor”. Og jeg bryder sammen over det hver dag. Det blev bare heller ikke afsluttet så smukt som meningen var. Min kæreste og jeg skulle have begravet hendes urne sammen, i den have, hun så højt elskede. Det kan jeg ikke – og alt er blevet til intet for mig.
    Jeg har prøvet at hjælpe mig selv.
    For venner?
    Og familie?
    Nej, de er her bare ikke.
    Jeg er den mellemste af 3 søstre. Efter jeg blev syg måtte kontakten imellem mig og min Storesøster helt holde op. Hun har altid været bestemmende, dominerende, og vil ikke se mig, da jeg begyndte at have min egen mening efter min sygdom.
    Min Lillesøster, der krævede ind af mig efter Svoger forlod hende har valgt side, og er nu stort set kun sammen med min Storesøster.
    Er hun sammen med mig er det nærmest som noget, hun skal orke.
    Og vil jeg besøge min Far får jeg lige en besked om at: Jeg skal lige se, om din Storesøster måske kommer den dag. Eller afvente om hun giver besked. Jeg kommer også sidst i rækken der.
    Ja, jeg har givet alt for meget af mig selv, det er jeg klar over.
    Og nu sidder jeg dybt ulykkelig, ensom og snart uden håb tilbage her.
    Venner? Dem har jeg nok også givet mig for meget til.
    Jeg har haft utallige skader og stor sygdom i 2016. Ikke en stillede op, og det har gjort ekstra ondt. Jeg lå ned og kravlede rundt i smerte med en slem skade, og kom med nødråb til “mine venner”. – som der er meget, meget få tilbage af.
    Jeg savner min elskede hund hver eneste dag ( selvom jeg naturligvis gør alt for at min nye hund har det godt) – jeg bryder sammen og kan savne hende så meget at det gør ondt helt ind i marv og ben. Det var som om hun gav mig en styrke, og at vi var så lige.
    Jeg har gået til psykolog, psykiater, tankefeltterapi og meget andet. Jeg har også kontaktet en, der kunne få kontakt med min afdøde hund.
    Jeg bliver betragtet som en festlig, social og meget farverig person generelt. Folk kan finde på at opsøge mig. Står jeg på en perron imellem 100 mennesker er jeg den, folk vælger at spørge om noget.
    Alligevel sidder jeg her, alene, ensom, og den eneste måde, jeg kan se nogen er hvis JEG tager initiativ, og nogle er jeg efterhånden så træt af at gøre det med at jeg hellere vælger at sidde alene.
    Desværre gjorde min hjerneblødning at nogle centre er ødelagte. Jeg er “heldigt” sluppet forstået på den måde at man ikke kan se det. Men det er kaos i mit hovedet, og mit “accept center” er skadet. Måske er det derfor, behandling ikke så godt hjælper mig.
    Som sagt var år 2016 et år med megen sygdom og ulykke for mig.
    Jeg føler, jeg ikke må være lykkelig, og er jeg det bare et sekund, så vælter der
    ( seriøst ) f.eks. en vandskade ned over mig.
    Tilbage i 2004 skete der næsten det samme for mig.
    Hele min verden faldt sammen, da jeg måtte aflive min ene hund – som var hende, der snusede til mig, da jeg lå bevidstløs. Hun snuste mig vågen.
    Jeg havde en skøn tid, hvor jeg var kommet i job.
    Havde en dejlig kæreste, dejlige venner.
    Det hele forsvandt samtidigt.
    Jeg kæmpede mig tilbage, men jeg synes bare snart ikke, jeg kan kæmpe mere.
    Jeg har prøvet, men jeg føler nærmere at jeg overlever og ikke lever mere.
    Jeg gør bare tingene. Alene…..medmindre jeg selv spørger om nogen vil ses. Og jeg orker det snart ikke mere.
    Men det værste for mig er tabet af min hund. Jeg føler, jeg slog hende ihjel, da hun lå der. Jeg ved, man vil sige, hun skulle have fred. Men det er det værste ved det hele at have mistet hende. Hun var mit håb, min styrke, min Stjerne, min hverdag, og hende, jeg levede sammen med. Jeg er stadig i chok og bryder som skrevet ofte helt, helt sammen over at hun ikke er hos mig længere. Ser konstant hendes bedende øjne for mig. Og jo, jeg tænker også på de gode tider, men det er som at have mistet en del af mit hjerte, og det gør så ondt.
    Ondt at komme de steder, vi kom, specielt i haven.
    Livet gør så ondt på mig.
    Og jeg har prøvet at søge hjælp, at gøre noget for mig selv.
    Uden held. Desværre bliver det ofte kaos og hænger ikke ved med de ting, jeg får af hjælp. P.g.a. de skadede centre i min hjerne.
    På forhånd tak for at kunne få luft.
    Og rigtig god søndag.

    • ps: jeg har også prøvet at opsøge nye venner, bl.a. igennem forskellige FB grupper.
      Har gået til en healer
      Har gået i kirke.
      Jo, jeg synes, jeg har prøvet ALT 🙂

    • Kære Anonym
      Tak for din historie. Det er barske sager. Og der er meget traumeenergi, der rumsterer i dit system.
      Traumeheling kunne måske give dig mere ro i den smerte og kaos, der nu er i dit liv.
      Du kan evt. læse Peter Levines bøger om emnet. Traumehelbredelse er hans selvhjælpsbog, men Væk Tigeren giver god forståelse.
      Masser af kærlige tanker
      Connie

      • Tak – jeg har også læst en masse. – også dem, du nævner.
        Og psykologer og andre behandlere har også prøvet at hjælpe mig med mine traumer.
        Så det lader desværre til, der ikke rigtigt er noget, der hjælper mig.

        Men tak for din tid.

        Mange hilsner den Anonyme 🙂

  23. Hej Connie,
    Jeg skriver, fordi jeg er i et forhold med en mand i snart 4 år. Jeg har læst din artikel og ser meget kraftigt mig selv ved den ambivalente tilknytning. Da jeg mødte min kæreste, var han meget romantisk og ville gøre alt for mig, men som vi kom længere ind i forholdet, føler jeg at jeg gør alt for ham, for at få hans kærlighed og nærhed. Jeg længes rigtig meget efter det og bliver ked af det og skuffet, fordi jeg giver ham så meget og forventer at få kærlighed igen. Jeg går på store komprimisser for vores forhold, men føler ikke at han gør og føler derfor at det mindste han kan gøre, er at vise mig den kærlighed og bekræftelse jeg har brug for.. men ligeså snart han gør noget andet end han plejer eller bare vil være sig selv når jeg hellere vil være sammen med ham hele tiden, overtænker jeg og tror han ikke elsker mig. Jeg kan bruge dagevis på at græde og være ked af det, fordi jeg føler han ikke vil give mig den kærlighed jeg har brug for eller at han ikke elsker mig pga det. Det kan komme dertil, hvor det kan få mig til at føle mig direkte grim, ulækker og forfærdelig.
    Har du nogle tips til, hvordan jeg kan håndtere alt dette? Jeg er frustreret og føler mig ked af det og har svært ved at se de ting, som han rent faktisk gør for mig. Han komplimenterer mig meget sjældent og har en tendens til at kritisere og kun se mine fejl, især udseende-mæssigt..

    • Hej Frustrerede
      Øv, det er da slidsomt at være dig i det forhold. Måske er det dit ambivalente mønster, måske kan han ikke give kærlighed – men kun er god til at score, måske er det en blanding af dit og hans.

      Det DU kan gøre, er:
      – skriv så objektivt som muligt (fakta, ikke tolkninger) i en notesbog hver dag:
      A) alle de gode, venlige, kærlige ting han siger Eller gør
      B) alle de ting han gør eller siger, som piller dig ned.
      – Kig en gang om ugen på listerne, og mærk i kroppen, hvordan den reagerer.
      – Spørg så kroppen, hvad den har brug for, at du gør!

      Om han bare er irriteret/vred på dig, men ikke tør rense luften mellem jer direkte, eller har ADHD; er stærkt narcissistisk eller har psykopatiske træk, kan jeg ikke afgøre ud fra dit skriv.
      Men jeg vil anbefale dig at komme i gang med at skabe en forandring, mens der er bare en smule selvværd og energi tilbage hos dig.
      Det optimale vil være, at du får noget hjælp, evt. professionel.

      God vind i din kærlighedsproces
      Kærlige tanker
      Connie

  24. Hej Connie

    Jeg genkender mig selv i både det desorienterede mønster og det ambivalente . Når jeg er forelsket er jeg i det ambivalente, når den er overstået er jeg i det desorienterede, føler ofte tomhed, er i mit hoved og kan ikke mærke min krop, jeg har svært ved at sætte grænsene på det rigtige tidspunkt, og når jeg forsøger sætte grænser bliver jeg så voldsom gal at jeg har lyst til at slå. Når min partner føler jeg er fraværende og ikke nok tilstede i nuet?
    , starter vedkommende drama for at bringe de stærke følelser frem i mig. Jeg er barn af to psykisk syge forældre og de kontakter mig sjældent i mit voksenliv, medmindre de har brug for min hjælp.

  25. Hej Connie.

    Jeg har brug for nogle råd.
    Jeg har en rigtig sød og dejlig kæreste som jeg har været sammen med i 3 år, vi har boet sammen i 1,5 af dem. Han er plejebarn, hans mor er død(da han var 16) og hans far kender han ikke. Det vil sige, at min svigerfamilie er hans plejefamilie. Han har et rigtig godt forhold til dem, og boede der også efter han blev 18. De har været en del af hans liv siden han var 3 år, men flyttede først fast hjem til dem da han var 14. Den opfattelse jeg har, er at hans mor ikke har kunne magte opgaven at være forælder, og hun bad selv om hjælp hos kommunen – altså frivillig anbringelse. Jeg ved at han altid har haft problemer med at gå i skole, og fået blandt andet nogle vredesudbrud i de mindre klasser, og vekslende mellem at han ikke kunne sidde stille og blev rigtig ked af det. Der har været nogle op og nedture i vores forhold, men nu synes jeg det bliver rigtig svært for mig.
    Han er utroligt kritisk overfor sig selv. Han er aldrig god nok, skal tabe sig, roder for meget, er dårlig i skolen, dårlig kæreste – skal lige siges, det er HANS ord, ikke mine.
    Jeg forsøger at fortælle ham, hver dag, hvad der er positivt lige netop ved ham, men han afviger fuldstændig.
    Nu er det så blevet sådan, at jeg i hans øjne heller ikke er god nok. Eller, det er jeg, men det giver han ikke udtryk for – fordi han er så kritisk overfor sig selv. Han kan finde på at spørge, om jeg ikke skal til at træne, eller om jeg ikke skal have noget at gå op i. Jeg lider af kronisk sygdom, og det gjorde jeg også da jeg mødte ham.
    Vi får nogengange nogle gode snakke om hans fortid, hans mor, og hvordan han nu på sit studie er ved at lære om oddsene for at blive et ‘dårligt’ resultat af et plejebarn, og hvilke odds der er for at blive fx kriminel, kontanthjælpsmodtager, etc. Han har 8 jobs, får rigelig ros alle steder, og bliver jævnligt ringet op og spurgt om han vil have flere. Han klarer det til UG, men han kan ikke være nærværende. Der er altid noget han skal – og det går udover vores parforhold. Jeg vil rigtig gerne være der for ham, men han har, i mine øjne, brug for noget professionel hjælp – men det vil han ikke.
    Sidst det gik op for mig at der var mere under overfladen, var da vi begyndte at snakke om at få børn. Jeg bragte på bane, hvad man for eksempel gjorde, hvis begge vores forældre ikke levede når man skulle have børn, og om man så skulle skynde sig at få dem – fordi jeg gerne vil have at mine/vores børn skal møde dem der har hjulpet ham hele hans liv, og også hvor jeg kommer fra. Jeg sagde; hvis vi får børn om 8 år, så når vi det nok i deres levetid! (det er selvfølgelig taget ud af en sammenhæng).
    Han stejlede fuldstændig. “Du skal ikke sætte tal på hvornår jeg skal have børn.” Og jeg tænkte oppe i mit hoved: “.. jeg synes 8 år er for lang tid at vente..”.
    Jeg fik dog snakket med ham senere på aftenen, og han gav udtryk for, at han er bange for at fortælle hans børn om, hvor han kommer fra og hvad skal han egentlig kalde hans plejeforældre i forhold til hans børn? Jeg fik beroliget med, at vi kalder plejeforældrene for ‘bedste’, for det er jo ikke hans mor og far – og så siger vi at hans mor desværre døde da han var barn, og derfor var der nogle rare BEDSTEforældre der passede på ham. Sandheden kan han så dele når de bliver ældre hvis han vil.
    Det gjorde ham lidt tryg at snakke om det, men jeg har en fornemmelse af, at der sidder noget dybere i ham. Han vil desuden på ingen måde giftes, nogensinde, siger han, og han bliver meget vred hvis jeg så meget som bringer det på bane(hvilket jeg er stoppet helt med). Han kritiserer sig selv så meget, at det er svært at være i – for hvis jeg ser det her fantastiske menneske, både indeni og udenpå, og han ikke kan se det, er der så noget galt med mig, når jeg ikke kan se han er ‘forkert’? inderst inde ved jeg jo godt, at det ikke er mig den er gal med, men jeg ved simpelthen ikke længere hvilket ben jeg skal stå på. Jeg kan ikke vide, om han vil snakke drømme, hus, børn, eller om det er noget jeg SLET ikke skal nævne. Han bringer nogle dage selv børnenavne på bane ud af det blå, selvom det er ude i fremtiden.
    Kan du hjælpe mig med, hvad jeg kan sige til ham, hvordan jeg kan hjælpe ham? Jeg føler snart ikke jeg kan sige eller gøre noget, uden at det praller af på ham. Et kompliment praller af, kritik sidder fast. Og jeg har fået noget af baggrunden for, hvorfor. Men jeg kan ikke hjælpe ham med at arbejde med det. Det skal lige nævnes, at han aldrig har været voldelig, udadreagerende eller grædt foran mig. Det holdes meget inde, men han kan blive så vred at han går sin vej, hvis jeg fx bliver meget ked af det. Jeg vil bare så gerne kunne hjælpe ham – jeg vil sågar betale for hans sessioner hos en psykolog, hvis bare han ville tage imod. Men han mener han kan klare det hele selv – og det kan jeg se han ikke kan.. Jeg føler han står i en teenage-identitetskrise. Det skal siges, at han snart bliver 25.

    Håber mit nødråb giver lidt mening.
    Rigtig god nytår.

    • Hej Anonyme – Tak for dit nødråb.
      Ja, det er slidsomt for jer begge. Det lyder som om, at din kæreste har en del skam forbundet med sin historie. Skam heles ved at komme frem i lyset – hvis lyset vel og mærke er kærligt. Men det er tydeligvis for smertefuldt for ham. Og masser af vrede, som han kommer til at vende mod sig selv – men som dybest set handler om hans far og måske også mor.
      Mon det er det, der får dig til at kalde det for en teenage-identitetskrise? Prøv at smage på ordet. Ikke særlig respektfuldt overfor en på 25 år, hvis du spørger mig.
      Måske kommer du ubevidst til at bekræfte ham i, at han ikke er god nok også i andre situationer i jeres dagligdag?
      Mine råd til dig i dag:
      1) Når du roser og giver komplimenter, så hold det hjemme hos dig selv. Eksempelvis så sig “Aj, hvor jeg nyder, at du…”, “Jeg er vildt imponeret over, at du…”, “Jeg bliver altså bare SÅ glad, når du…”, “Det bedste jeg ved, er når du…”, “De fleste andre jeg kender, kan ikke overkomme nær så meget”
      Disse statements kan han ikke sige imod!
      Undlad ALTID at sige “Du er…”, Du gør…” – ved disse statements kan han nemlig meget nemt gå over i uenighed og afvisning.
      2) Se, hør og forstå ham. Det vil sige, at du forsøger at leve dig ind i at være ham, og så spejler det. Eksempelvis “Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at tænke på børn, hvis du ikke selv tror, at du kan blive en god far”, “Det må være nedern – ja ret absurd – at tænke på lykkelige og varige forhold, ja endda ægteskaber, når ens forældre ikke kunne finde ud af det”
      3) Prøv om du kan snakke med hans plejefamilie, om de har nogle brugbare råd eller indsigter. Dybest set for at passe på ham.
      4) Find jævnligt eksempler på nogle, der har fået succes og et godt liv – på trods af deres odds så som anbringelse som barn, misbrugsforældre mm. Fortæl ham om disse i bisætninger. “Jeg hørte om en ung fyr den anden dag, der…”, “Vidste du, at X (gerne en person han beundrer) faktisk var anbragt udenfor familien i 3 år?” osv.
      5) mit sidste råd i dag er det væsentligste og mest kradse: Hel din egen historie, så du kan slippe at ville redde ham – og slippe at se dig selv, som den, der er ovenpå – men i stedet kan møde ham som ligeværdig!
      Jeg er ked af at måtte fortælle dig det. Men i 9 ud af 10 – måske 10 af 10 – tilfælde holder vi den anden endnu mere fast i deres historie, hvis vi vil redde dem!
      Tro mig, jeg har selv været i dine sko, da jeg var ung og endda ikke så ung. Desværre er det ikke spor hjælpsomt, hverken for ham eller dig. Det får ham ubevidst til at bakke. For dybest set bekræfter du ham energetisk i, at han ikke er OK, som han er…

      • Hej igen Connie.

        Mange tak for dine ærlige og brugbare svar. Den vinkel har jeg slet ikke tænkt på – og hvor har du ret. Der er bestemt også noget for mig at arbejde med. Tusind tak for din tid!

        Mvh

  26. Hej Connie.

    Jeg er helt desperat for at få ro i mit hovede og gør lige nu alt hvad jeg kan! MEN det er som om jeg konstant bliver overvældet og ødelagt af tanken om, at jeg ikke elsker min kæreste!!!

    Min historie er at jeg pt er fuldtids sygemeldt fra mit job med depression og angst… Indenfor de sidste par år er jeg blevet skilt fra mine børns far, hvor jeg i rigtig mange år gik med præcis denne følelse af at jeg ikke elskede ham – men jeg handlede ikke på det. Jeg forsøgte at rationalisere tingene i mit hovede: han er jo sød og rar, hvordan skulle jeg finde en der var bedre, jeg kan ikke sætte min finger på noget ved ham, nu har jeg valgt ham!
    Mens alt dette foregik inde i mig fortsatte livet… Vi købte hus, fik barn nr.1, blev gift, fik barn nr.2, jeg fik konstateret depression første gang og vores nærvær var meget sparsomt, han havde en affære, vi valgte at blive sammen og fik barn nr.3 (hun var ikke planlagt. Vi gik hjælp til de to første og hun kom naturligt)!!!

    Jeg har levet så mange år med en følelse og en fortvivlelse over at mit liv ikke er som jeg havde drømt om! Jeg forelskede mig så pludselig hovedkuls i en gift mand som endte med at jeg efter 7års ægteskab (12års parforhold) valgte at blive skilt.

    Jeg er nu – snart 2 år senere sammen med manden jeg forelskede mig i. Vi elsker hinanden meget højt og har rigtig mange fælles drømme og værdier.

    Men midt i det hele er jeg tilbage hvor jeg har været i så mange år i mit tidligere ægteskab! Med en følelse af at jeg ikke elsker ham… Jeg mærker ham ikke, jeg rummer ham ikke – og jeg er fuldstændig desperat inde i mit hovede og min krop!!!
    Min depression og angst er en blanding af mange ting – bl.a den ufattelige sorg jeg har påført mine børn ved at blive skilt fra deres far. Men det er de uendelige og ustoppelige tanker om at jeg HELLER IKKE kan finde ud af det her parforhold der fylder det meste i mine tanker nu!!!

    Hvis jeg tænker rationelt over det, er han ikke den eneste jeg ikke kan rumme. Jeg kan kun være i sociale sammenhænge meget kort tid af gangen inden jeg er fuldstændig overloaded og har brug for ro og at være HELT mig selv. Men tankerne har kun fokus på mine manglende følelser for ham… Jeg føler jeg er ved at gå i stykker indeni og kan slet ikke finde ud af det. Jeg er fysisk syg med konstant kvalme og uden lyst til at spise.

    Jeg går hos en psykolog, jeg går til individuelle mindfullness sessioner, jeg går til zoneterapi…. – jeg prøver virkelig alt hvad jeg kan!!! Men jeg er så bange… Jeg er så bange for at det følelsesmæssige helved jeg var i så mange år skal gentage sig… Jeg er så bange for jeg føler at det gentager sig lige nu!!!!
    Håber du kan finde hoved og hale i alting… Det er svært at skrive sig ud af og historien kunne jo selvfølgelig være mange flere sider lang.

    Jeg ønsker at blive tilfreds med mit liv. Jeg ønsker at finde ro! Og jeg ønsker at leve livet sammen med min kæreste… – så hvorfor skubber jeg ham væk!? Hvorfor fortæller mit hovede mig at jeg sikkert heller ikke elsker ham og at jeg igen har valgt forkert!?

    Håber du kan give mig et råd med på vejen igennem det her…

    • Hej,
      Tak for din tillid og en lille del af din kærligheds historie.
      Heling på et dybere plan – ikke bare mentalt – et mit råd.
      At skabe dyb tryghed indeni dig, at du må være her, som du er. AT verden er et forholdsvis trygt sted – også for dig.
      Og at kærligheden er tryg. At den ikke kræver noget af dig, men kun vil dig godt.
      At dine grænser er dine – og at de derfor er ok!
      Du må have en gammel historie, hvor du har oplevet noget andet…

      Min fornemmelse er, at en del af din livsenergi bliver vendt mod dig selv. At det handler om choktraumer sammen med, at din vrede bliver undertrykt. Vrede som i at række ud og få, det man har brug for eller skubbe væk og sige nej tak, til det, der ikke er godt for en.
      Nogle gange kan snak tilføre mere energi til de utrygge tilknytningsmønstre. Især når det handler om den desorganiserede tilknytningsform. Og det er den, der spænder ben for dig lige her. Den skaber altid fortvivlelse!

      Nogle gange kan mindfulness være svært, når man har choktraumer, for det giver plads til, at choktraume reaktionerne “larmer”. Som eksempelvis bekymringstanker og kropslige ubehagelige reaktioner: uro, sitren, snurren, kvalme, svimmelhed, trykken, hjertebanken osv.

      Heling af den desorganiserede tilknytningsform handler på det dybeste niveau om at få skilt kærligheden/tryg tilknytning fra oplevelsen af trussel.
      Det kan man desværre ikke snakke eller analysere sig frem til.
      Det skal heles på alle 3 niveauer: Det mentale, følelsesmæssige og instinktive!

      Kærlige tanker <3
      Connie

  27. hej

    Vil bare sig tak, det har givet mig en bedre forståelse af mig selv og mine (mange) afbrudte forholde, samt de dates jeg har været på men udelukker.

    Det har givet mig nogle ting jeg skal være mere opmærksom på, og hvordan jeg som menneske kan udvikle mig til at kunne tilknytte mig til andre mennesker, og “lukke mit hjerte op” og stole på andre.

    Så igen tak, det har hjulpet meget.
    Så er det bare op til mig at udvikle mig 🙂

    • Hej C 😉
      Jeg er rigtig glad for, at du kan bruge denne viden om de 4 tilknytningsmønstre.

      Og vid at ægte udvikling er at blive den, du virkelig er!
      Du (og andre) skal ikke fikses – men vikle de ting ud, som har lagt sig som ubevidste forsvarsreaktioner <3

      God vind i kærlighedssejlene
      Knus
      Connie

  28. Jeg ved godt jeg burde lukke op for mine følser ved lidt hvad jeg skal gøre men jeg er bange jeg vil bare elske flok uden at være bange for at de skuffer mig lader mig sidder alene synes kærlighed er svært for angsten for at de forlader mig jeg har prøvet at elsker flok min beste ven prøver jeg at lukke ned for men kan ikke han er en af de eneste der for står smerte og havder den for han er den eneste der kom helt ind og jeg føler mig ensom jeg ved der elsker mig men jeg ved ikke om jeg skal dem næsten hel inde for jeg tør ikke . Hvad gør jeg jeg vil ikke mere havder den her følse er så trist har brug for hjælp . Men ombestemmer mig altid igen for ikke at være sårbar kan bare ikke lukke mit hjerte op . Er 17 går pige går på stu . Hjælp mig

  29. Hej Connie.

    Jeg er meget forvirret når det kommer til min tilknytning til andre mennesker…
    Min barndom var meget turbulent, med en alkoholisk/stofmisbruger far og en mor der led utroligt meget under det, med psykiske trusler.
    Mine forældre blev skilt da jeg var ganske lille. Men vi var dog alligevel sammen med min far meget af tiden efter…
    Min tilknytning til min mor er ret svær, vi har ikke det kærlige forhold som jeg kan se mange andre har, vi siger f.eks. ikke “jeg elsker dig” og vi krammer heller aldrig og når det kommer til personlige samtaler står jeg helt af, jeg har hverken talt med hende om fyre, sex, menstruationer osv. Jeg elsker min mor, men hvis jeg skal være helt ærlig er det ikke rigtigt noget jeg har lyst til skal ændre sig.
    Min far sagde tit til mig at han elskede mig. Men en ting er at sige det, en anden er at vise det.. Han er død nu.
    Mit forhold til bedsteforældre er heller ikke noget at råbe hurra for, og der er ingen tæt relation der overhovedet.
    Når det kommer til forhold, føler jeg mig ikke i stand til at kunne “gennemfører” det. Jeg har heller aldrig før haft sex, og kropslig kontakt hyler mig helt ud af den.
    Jeg har haft en kæreste før og hver gang han kom for tæt på reagerede jeg ved at starte skænderier, vores forhold endte også, og jeg er sikker på at det spillede en kæmpe rolle.
    Jeg går hos en psykolog og vi er lige begyndt at tale om det med min tilknytning.

  30. Når jeg læser om de forskellige tilknytningstyper, føler jeg, at jeg selv passer på den ambivalente, og at den mand, jeg har føleser for, passer på den undvigende.
    Historien er, at jeg i forsommeren indledte et forhold til en – fornemmede jeg – meget alsidig mænd med fx interesse for det spirituelle. Der gik dog ikke mange før, før jeg følte mig usikker på hans seriøsitet i forholdet – der kunne gå dage, uden at jeg hørte fra ham, og han virkede cool i sine sms’er og skrev sjældent noget sødt tilbage. Men når vi var sammen, var det meget bedre. Det endte dog med et stort skænderi, fordi jeg blev ked af, hvad jeg oplevede som hans irritabilitet og mangel på interesse for at lave aftaler med mig. Efter en pause på fem uger (hvor jeg var knust) mødtes vi for at tale ud og sige “farvel”. Det blev dog til, at vi fandt sammen igen. Men allerede samme aften lød han lidt træt af, at jeg bragte noget fra fortiden/vores pause op. Et par dage efter blev han igen igen irriteret på mig, da jeg spurgte ham om, hvorvidt han egentlig havde fortalt om mig til nogen af sine venner/sin familie. “Det kan da være lige meget, hvad de andre ved”, sagde han. Jeg blev ked af hans svar og kom til at græde, fordi jeg oplevede ham så irriteret på mig. “Det er da ikke noget at græde over”, sagde han synligt vredt. Og så blev jeg først såret – og vred. Det endte helt galt, og vi skændtes. I de efterfølgende dage var jeg meget ambivalent og skiftevis skrev bebrejdende mails til ham om, hvor meget han havde såret mig, og mails om, hvor stærkt jeg følte for ham. Det endte med, at han kom ud til mig en aften, og der var han sødere end længe: Sagde undskyld for, at han havde været så kold og sagde, at han også følte, at han elskede mig (som jeg havde skrevet til ham, at jeg gjorde). De næste tre uger var gode, men så gik der igen længe mellem at jeg hørte fra ham, og han virkede fjern og knap så kærlig. Under en weekendtur i Sverige oplevede jeg et par gange, at han virkede irriteret på mig, som fx da jeg spurgte ind til hans familie og højlydt undrede mig, da han fortalte, at han aldrig havde spurgt ind til, hvorfor hans niece var blevet født mentalt og fysisk handicappet (om der havde været iltmangel under fødslen, sket noget dramatisk el. lign.). På et tidspunkt sidder vi på en restaurant, og jeg er glad og fortæller en anekdote. Med ét siger han: “Spis din dessert – du snakker løs”. Jeg blev paf og såret, og tårerne løb lige så stille. Han spurgte, hvad der var galt, men jeg ville ikke ødelægge stemningen, så jeg sagde, at det kunne vente. Tilbage på hotellet fortalte jeg ham det så, da han spurgte, og jeg kom igen til at græde. Han blev decideret VRED og sagde ting som “at det ikke var noget at blive ked af”, og “at jeg ikke kunne være bekendt at ødelægge sådan en dejlig dag med det her”. Jeg græd og mærkede afmagten og nu også en vrede, fordi han ikke var der for mig igen igen, når han gjorde mig ked af det. Så jeg fik sagt nogle sandheder til ham om, at han ikke var spor empatisk, kunne være næsten afstumpet osv. Han blev endnu mere vred og gav mig straks min lejlighedsnøgle tilbage og pakkede sine ting. Han efterlod mig grædende tilbage på hotelværelset midt om natten!!! Jeg sov stort set ikke den dag og var knust. Hele næste dag bare græd og græd jeg. Vi skulle have nydt hinanden og en weekend uden vores respektive børn, men nu var der bare sorg og smerte i stedet.
    Jeg VILLE ikke kontakte ham, men kom til det alligevel. Lange mails om, hvor ulykkelig jeg var, og hvor forladt jeg følte mig. Enten ingen svar eller kolde svar retur. Han havde INTET at undskylde, mente han. Af en eller anden grund fik jeg nærmest overtalt ham (meget selvdestruktivt) til at komme forbi mig en aften til en snak. Og da var han en del sødere. Han gav mig kram og virkede berørt, da jeg lidt grundigere end før (han har aldrig rigtig spurgt ind til min fortid, da han siger, at han generelt ikke interesserer sig for fortiden) fortalte om min barndom med tab af min mor, da jeg var blot 4 år, om depression, livskrise, stress og reaktiveret sorg. Han tog hjem og gav mig igen et stort kram og sagde, at han håbede, vi om ikke andet kunne være venner.
    Siden har jeg igen været fyldt med ambivalens. Jeg føler, at han vitterlig ikke har været særlig forstående eller indlevende – men omvendt har han jo NOGLE gange været netop det. Jeg er ladt tilbage med følelsen af at have “spildt” flere måneder på at hengive mig til en mand, som dybest set ikke satte pris på mig. Og jeg føler mig vraget, svigtet og forladt. Samtidig elsker jeg ham stadig og ville ønske, at han ALTID kunne være, som da han var allersødest. Jeg har også forsøgt at sende ham links til denne side og skrevet til ham, at jeg tror, at han som jeg er følelsesmæssigt skadet – men at vi er dette på hver sin måde. Han lukker af og vil kun arbejde med sig selv spirituelt, hvor han bl.a. tager kurser i kanalisering. “Det kan da godt være, at jeg har svært ved at håndtere følelser. Men det ødelægger ikke så meget for mig, så jeg har ikke lyst til at gå mere i terapi i mit liv, end jeg allerede har gjort”, sagde han. Han svarer ikke rigtig på, om han løj, da han sagde, at han elskede mig. Men det må han da have gjort, tænker jeg!
    Jeg er helt knust, fordi jeg efter flere års terapi grundet en opvækst med tabet af min mor og en følelsesmæssigt svingende far samt en skilsmisse, fyringer, depression og livskrise netop havde fået det godt igen! Nu er jeg tilbage i et sort hul. Hvordan skal jeg komme videre og over ham? Eller allerbedst: Hvordan skal jeg få ham til at forstå mig i sit hjerte?

    • Kære Therese
      En barsk omgang, sikkert for jer begge to.
      Det lyder umiddelbart mere, som om din eks er præget af den desorganiserede tilknytningsform, hvad angår jeres forhold.
      Når han ikke orker mere terapi, tænker jeg, at han har choktraumer på lager. Det kan almindelig samtale terapi ikke afhjælpe, tværtimod kan man risikere at forstærke energien i traumet. Så der er ikke noget at sige til, at han hellere vil arbejde med det spirituelt.
      En kombination af det spirituelle og nænsom choktraumeheling (Somatic Experiencing terapi) giver ofte rigtig god virkning.
      Min fornemmelse er, at han ment det, da han sagde, at han elskede dig.
      Men det er desværre ikke det sammen, som at han er i stand til at håndtere de stærke følelser, der kan blive hvirvlet op.
      Hvis jeg var dig, ville jeg først kigge på, hvad der var din andel i, at det gik som det gik. Hvilken adfærd, og overbevisninger? Hvilke gamle historier blev hvirvlet op hos dig.
      Dernæst ville jeg opsøge en dygtig terapeut, så du kan få helet dit hjerte og komme ud af offerrollen.
      God heling <3
      Knus
      Connie

  31. Kære Connie
    Jeg bor med en mand på på 8.år. Har aldrig følt, at jeg har valgt de mænd, jeg har været sammen med, men at de har valgt mig. Jeg tænkte samme aften jeg mødte ham, at han virkede som et godt menneske, men at han ikke var den rette for mig.
    Jeg er den, der higer efter bekræftelse og bliver usikker på, om han elsker mig. Han er den, der forsvinder, hvis jeg bliver for krævende og ikke kan sende en SMS med fx jeg tænker på dig. Han lukker mig dog ind i hans tanker. Han har mange problemer med sig fx har han et spilleproblem og bar arbejdsløs i de første 5 år. Han tager ikke mine penge, men han bidrager ikke til udgifterne.Jeg ved aldrig, hvornår vi kan være sammen eller ej. Han er mig tro og hjælper med huslige pligter.
    Jeg synes ikke vores kommunikation generelt er speciel god. Han afbryder mig tit og kører ud af andre spor. Han har sine egne planer og foreslår ikke noget fælles. Men vi krammer meget og i sidste ende er det ham, jeg græder op af, hvis jeg igen føler mig ekskluderet af mine storebrødre eller afvist/ dårligt behandlet af min far. På det punkt er han støttende. Har har vi noget tilfælles, da han har lignende problemer med sin mor/søskende. Jeg har i mange år følt mig som et appendix i min familie. Jeg har ringet meget og spurgt om jeg måtte kigge forbi. Er nu stoppet med det, da jeg føler, at vi ikke har ligeværdige/ respektfulde relationer.

    Som barn var jeg bange for min far, der var dominerende og havde voldsomme vredesudbrud, som ikke så mig, kritiserede mig og ikke anerkendte mine valg. Efter gymnasiet ville jeg fx læse psykologi, men det mente han ikke, at jeg var stærk nok til. Jeg skulle læse jura. Jeg var efternøler, den lille hvor både min far og mine brødre altid vidste bedst samt kun en pige (havde ikke samme rettigheder). Han var også voldelig ind imellem.

    Min mor var varm og kærlig, men ofte trist og udkørt, i perioder syg, og manglede overskud (var selv omsorgssvigtet som barn). De skændtes meget.

    Jeg var meget usikker på nogle punkter som barn/ ung og spurgte konstant min mor til råds. Jeg græd for det meste, når hun efterlod mig i børnehaven, men havde det fint, når hun ikke var der. Jeg blev overbeskyttet af hende på nogle punkter som barn (måtte ikke gå alene i skole, cykle alene mm). Jeg skulle tit trøste hende og passede hende til hun døde for 12 år siden (da jeg var 28). Jeg rev mange år ud af kalenderen for at støtte hende i forhold til sygdom og i forhold til min far også i forbindelse med en lang og sej skilsmisse. Blev forsinket med studie og brugte min SU på at passe hende. Havde koncentrationsproblemer og var forvirret omkring min identitet.

    Efter hendes død vidste jeg ikke, hvad det ville sige, at skulle tænke på sig selv. Jeg brugte mange år på at gøre mine egne erfaringer, blive færdig med studiet og prøve at lære at lytte til mig selv. Jeg har siden da følt mig endnu mere utryg i verden, fordi jeg ikke føler, jeg har noget sikkerhedsnet og jeg føler mig rodløs/ ikke vigtig for resten af familien. Har gået i terapi af flere omgange, hvoraf noget har været mere givende end andet. Det hele er blevet bedre dvs. at jeg er blevet meget mere selvstændig, modig og moden. Men i tankerne er jeg stadig bange for at stå helt på egne ben og ved ikke helt, hvem jeg er uden min kæreste.

    Er nu 41 år og har altid ønsket mig familie og børn (elsker børn). Føler mig stresset og ulykkelig over ikke at være nået dertil. Jeg er bange for at gentage mine forældres historie ved at få børn med min kæreste.

    Jeg har prøvet at slå op flere gange men kan ikke holde fast i det, fordi jeg føler mig ligesom Palle alene i verden uden ham. Føler ikke at der står nogle døre åbne… Ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv til tider. Kan ikke klare tanken om ikke at vide, hvem der er mine nærmeste. Han føles mere som min familie end en kæreste og vi sover ikke sammen/har sex. Derudover har vi gået meget igennem sammen og har begge udviklet os meget. Bekymrer mig også over, hvordan han klarer det uden mig.

    Da jeg aldrig har oplevet et ligeværdigt forhold med en mand, er jeg bange for at finde endnu en mand, der er dårlig for mig. Faktisk er jeg på mange måder hunderæd for mænd og går fuldstændig i baglås, når det handler om at date dem.

    Mine veninder i Danmark er alle lidt nyere og jeg føler ikke, at de helt forstår mig, fordi de ikke selv har prøvet det. De har travlt med deres liv og med deres nærmeste, som jeg ikke føler helt, at jeg kan blive en del af. Jeg har i årenes løb måtte udskifte nogle venner, da de ikke var ligeværdige/givende, men snarere drænende for mig. Jeg havde ofte rollen som hjælper. I dag har jeg ikke nogle drænende forhold længere.

    Jeg er bange for, at jeg får det så skidt ved at skulle være alene, at hele korthuset ramler for mig dvs. at jeg ikke kan klare at undervise pga tristhed/ manglende søvn, at jeg bliver fyret og ikke kan betale mine udgifter og må søge hjælp hos min far, som ikke er særlig rar.

    Mit problem er nu, at jeg føler mig så frustreret og ulykkelig. Mit liv føles tomt og meningsløst… Og jeg forsøger mest af alt på at overleve. Jeg føler at jeg sidder fast i mudderet, og at der ikke er så meget håb længere. Aner ikke hvordan jeg skal komme videre. Er stresset pga. det biologiske ur, der tikker. Ellers ville jeg ikke føle, at jeg havde travlt.
    Kh. Den fortvivlede

    • Kære Fortvivlede
      Ja, det er en fortvivlet situation, som du befinder dig i. Og det er ikke holdbart.
      Det bedste du kan gøre, er at få hjælp af en, der har erfaring med både at hele traumer og tilknytningsmønstre.
      Jeg har en fornemmelse af, at du har flere ressourcer (i dit liv), end du umiddelbart selv oplever. At vejen til tryg tilknytning er mulig. Den afhænger ikke af, om du er sammen med din kæreste eller ikke.
      Kærlige tanker
      Connie

  32. I forbindelse med parterapi blev vi opmærksomme på barndommens betydning. Jeg har en mor der drikker (jeg var teenager da det begyndte), og har det svært ved uforudsigelighed i relation til alkohol. Jeg kan godt lide at være forberedt. Jeg har også svært ved, at turde at give mig selv lov til at være lykkelig. Jeg vidste aldrig hvornår min mor var til stede, nærværende, og hvornår hun var for fuld til fx at kunne en samtale dagen efter.
    Hans mor betød alt for ham i hans barndom og hans far arbejde meget. Hans far holdte angiveligt kun ferie 4 weekende årligt. Hans mor blev alvorligt syg, og hun døde da han var ca 12 år gammel, og han har det meget svært ved, når han føler sig forladt. Jeg sagde at jeg ikke tog med i sommerhus i denne weekend da jeg har en deadline efter weekenden og da jeg er nødt til at sidde med det. Han reagerede så voldsomst at han sagde “fortid” da jeg spurgte efter et farvelkys i døren. Derefter har jeg modtaget en sms om, at han har en forladthedsfølelse, at han ikke gider flere undskyldninger og at han trækker sig (går fra mig) med ønske om en konstruktiv afslutning.
    Der er mildest talt kaos i mine tanker. Jeg elsker ham over alt på jorden. Han sagde efter parterapi i denne uge, at han ikke er “færdig” med mig og at han vil gøre alt for mig. Jeg ved ikke hvilke tilknytningsformer vi hver især har. Måske den ambivalente eller desorganiserede…jeg føler ikke at det er hans ønske at slippe mig og det er ikke mit ønske at slippe ham. Hvad kan gøres?

    • Det lyder som om I begge har noget af den desorganiserede tilknytning.
      Jeg kender par, hvor begge har det – og som formår at bruge det til at støtte hinanden.
      Når I går i parterapi, formoder og håber jeg, at jeres parterapeut kan hjælpe jer med at finde ind bag jeres forsvarsreaktioner – ind til kærligheden.
      I den aktuelle situation ville jeg møde ham, hvor han er: ulykkelig og måske lukket af for kærligheden, fordi det gør for ondt. Fortæl ham, at du godt forstår hans reaktion og smerte ved forladthedsfølelsen – hvis du gør det.
      Og at du ønsker at være der sammen med ham, også om smerten – hvis du vil det
      Men at du også godt forstår, hvis han har brug for at trække sig og finde sig selv igen – hvis du gør det
      Spørg ham, hvad han har brug for, hvis alt var muligt og tilladt – hvis du tør
      Held og lykke
      Connie

  33. Hej Connie

    Rigtig god artikel. Den får en til at se sig selv.

    Jeg er mor til 3 og kone til en mand, der giver sig selv meget.
    Han er fra et hjem med svigt og alkohol. Jeg kommer fra et tryg hjem men hvor der ikke vises kærlighed. Vi ved bare de elsker os. (mig og min bror)
    Jeg elsker min mand rigtig højt og mener selv at jeg viser den. Men det gør jeg åbenbart ikke, da han siger jeg ikke giver hans behov.
    Jeg ved inderst inde jeg ikke siger det tit (jeg elsker dig)
    Men er der altid.
    Jeg elsker mine børn rigtig højt men har svært ved at sige til dem at jeg elsker dem. De siger til mig de ved det, men det skal være på en anden måde. (hvor jeg skal kunne sige jeg elsker dem) ellers overfører jeg jo den samme mønstre mine forældre har. Min mand er god til at vise sin kærlighed til os alle.
    Men jeg er en person der tror jeg godt kan klare alt uden at blive elsket, det har jo gjort altid.
    Den måde jeg er på har min mand fået til at gå før, nu vil han gå sin vej igen.
    Det er kæmpe nederlag for mig. Nu er jeg mere åben end før, og alligevel er det ikke nok.
    Han er en meget privat person.
    Jeg har forslået at vi kan tage til parterapi, men han vil ikke.

    Han har ptsd, og jeg har støttet ham og været der for ham.

    Til at starte med sagde han han vil bruge tiden for sig selv. Nu kan jeg høre og mærke på ham han hellere vil gå fra mig og børnene, fordi jeg ikke giver den behov han har.
    Jeg har lige fået at vide jeg har svær depression, jeg forstår ikke hvorfor han vil gå hvor jeg allermest har brug for ham. Hvor jeg altid har været der for ham da han fandt ud af han har ptsd.

    Jeg tror ikke jeg kan klare mig når han går sin vej.

    • Kære forvirrede
      Det er hårdt at være dig lige nu.
      Det at sige “Jeg elsker dig” er blot én af mange måder, man kan vise sin kærlighed på.
      Du gør det sikkert på andre måder.
      Til gengæld lyder det ikke som om, din mand er særlig god til at være omsorgsfuld og give kærlighed.
      Det virker som om, at det er dig, som skal gøre al arbejdet. Er det kærligt?

      Hvis han ikke vil med i parterapi – eller PREP kursus, som er et helt nede på jorden praktisk kursus – så vil jeg anbefale, at DU får hjælp

      Kærlige tanker
      Connie

  34. Tak for en rigtig god artikel. Jeg har været en ordenligt selvransagelse igennem og fundet ud af at jeg har meget svært ved at blive afvist. Min mor havde en fødselsdepression og senere blev min lillebror syg, så det er ikke svært at forestille sig at jeg har måtte kæmpe med afvisninger, fordi der ikke var overskud. Om end jeg er fra en meget dejlig familie.
    De sidste år har jeg et par gange stødt på fyrer, som hurtigt afbryder forhold med mig, fordi det ikke føles rigtigt for dem. De vil ikke miste mig ud af deres liv og gerne være venner. Det er ret tydeligt at de har haft mange kærester og derfor skiftet. Men når jeg blev afvist så begyndte jeg jo at blive endnu,ene forelsket. Eller det føltes sådan, selvom jeg ikke ville dem, så ville jeg alligevel og nærmest prostituerede mig og gik med til sex, velvidende at det ikke ville få dem tilbage, men bare for at få lidt nærvær
    Nå men i sommers møder jeg så en gut, han er kommet ud af et forhold. Vi taler meget sammen om det og jeg hjælper og støtter ham. Vi krammer og holder om hinanden, men ikke mere end det. Der går nogle uger og vi mødes igen og vi kysser og kæler og snakker om ting der er meget dybe. Han fortæller mig hemmeligheder og fortæller at han kun fortæller mig det, fordi han håber vi får et forhold.
    Vi må skilles og han spørg hurtigt om vi ikke kan ses før den måned der ellers var i udsigt. Jeg får det ordnet. Min tidligere kæreste bliver voldsom jaloux og jeg snakker med den nye fyr og fortæller ham om det og at jeg lige må trække mig lidt. Han lyder til at forstå. Han ringer også og fortæller han har fået snakket godt ud med sin x kæreste. Jeg spørg om han er på vej tilbage til hende og han nægter. Men jeg er bange så jeg trækker mig lidt og bum… Hans SMS ændre sig og pludselig skal jeg ikke komme alligevel, fordi han ikke lige kan overskud det. I løbet af de 14 dage fortæller han at han er blevet i tvivl om sine følelser. Jeg lader ham være og håber han kommer på bedre tanker. Men høre mindre fra ham og til sidst skal jeg heller ikke komme den først aftale weekend fordi han skal flytte og ikker kan overskue det. Jeg var målløs. Han blev ved med at sige at han godt vidste han gjorde mig ked af det og at det netop var svært fordi han holdet af mig, men at han var forvirret og havde brug for ro.
    Det får han og en måned efter viser det sig så at han er begyndt at se sin x igen.
    Jeg vælger ikke at løbe efter, altså bryde med min gamle adfærd og bare sige alle de gange han brænder mig af, hvad jeg mener. Og det var en lettelse. Samtidig havde jeg en fornemmelse af at han ville komme tilbage.
    Hun slog op med ham til jul. Og han var meget ked af det. Han var også ked af at han havde brudt kontakten helt med mig. Men i januar møder vi hinanden igen. Og 3 gang vi mødes kommer vi til at være sammen, vi er fulde og har sex. Jeg tænkte og… Det var lidt dumt. Men han sagde at han ikke ville gøre det samme som sidst og at han var ikke ude på at få trøst, men at han stadig holdet af mig.
    Vi ses igen”’et par gange og jeg holder tilbage med mere sex. Så tager vi på weekend sammen hjemme ved ham. Har det dejligt. Masseres af sex og en frem hvor vi helt ærligt snakker om alt. Her fortæller han mig bla at det han holder allermest af ved mig, er – min måde at give kærlighed og nærhed på.
    Jeg blev så glad
    .
    Jeg tager hjem og allerede et par timer efter, får jeg en besked fra ham at x kæresten er blevet sur over at jeg har været det, hun er desuden blevet rigtigt syg og han havde ondt af hende. Jeg fik en klump i maven…. Åhhh nej… Ikke igen. Og jeg må indrømme at jeg så trak mig lidt.
    Jeg var simpelthen endda bange for at tale i telefon med ham. Og lod heletiden ham skrive til mig. Allerede efter et par dage spørg han om vi ikke skal ses snart igen og det skal vi da aftalen bliver 14 dage efter sidste møde. Nå men et par dage inden vi skal mødes skriver han til kig om jeg har tænkt over vores fremtid og jeg svare at det har jeg da.
    Han svare at det har han også og at han har tænkt meget på at jeg bor med min x og det er lidt rodet. Og at han føler jeg har trukket mig fra ham.Jeg forklare ham at det selvfølgelig bliver hårdt at flytte fra hm, men at vi jo ikke har været kærester i flere år og kun bor sammen af praktiske årsager, men at det da vil blive hårdt.
    Han skriver et eller andet med at han også har tænkt og at vi bare kan tale om det i weekend. Jeg skriver at han gør mig nervøs. Og han skriver at det skal jeg da ikke være.

    Et par dage går og jeg ankommer. Jeg kan mærke der er noget men tænker han er træt og vi går lige i seng. Vi har sex, men noget virker forkert. Faktisk begynder jeg at græde bagefter (for mig selv). Hele næste dag er han delt ikke nærværende i sine bevægelser. Røre ikke ved mig og når jeg tager hans hånd er den slap og slipper hurtigt. Jeg bliver mere og mere ked af det. Min angst for afisning gør mig ked af det og jeg kan slet ikke noget.f ikke tage stilling til noget, ikke smile og være god. Bare trist. Og tør ikke spørge hvad der er i vejen. Det sker så da vi går i seng. Og hvor jeg selvfølgelig er alt for træt. Han fortæller han at han ikke kan mærke sine følelser for mig. Han vil derfor ikke gå videre fordi ha. Ikke vil ødelægge vores venskab. Jeg er i chok. Bliver fuldstændig vanvittig i græd og jeg kan fanme godt forstå han aldrig vil have meig tilbage. Jeg forstod jo ingenting. Jeg prøvede at forstå og han sagde jeg ikke skulle prøve at lave om på hans følelser. Han havde bare ikke nogen. Men han holdet meget af mig og han elskede at være sammen med mig. Men at sidst vi havde talt, havde jeg fortalt hvor ked af det jeg var blevet sidst han havde forladt mig, og at det ville han ikke gøre igen, så når han nu var i tvivl så ville ha. Hellere stoppe nu, end om et halvt år. For han vil ikke gøre mig ked af det. Han syntes også at pga at jeg havde været så ked af det før og fordi jeg bror med min x ( som jeg e parat til at flytte fra) ja så syntes vi havde for meget bagage.

    Nå men der er gået et par uger. Jeg er meget meget forundret over det hele. Jeg syntes det er tydeligt st han begge gange stopper lige som, det begynder at blive alvorligt.

    Det skal siges at jeg aldrig har prøvet nogen fyr hvor vi på denne måde virkeligt harmonerede i vores måde at give ren kærlighed på. Og jeg har haft nogle lange og store gode kærlighedsforhold før.

    Derfor er det mig en gåde at han giver så let op. Specielt når han selv beskriver at han holder af mig, elsker at være sammen med mig og elsker min måde at give kærlighed på (og tænder på mig)

    Baggagen lyder bare som en fed undskyldning og også det med at han ikke vil gøre mig ked af det. Det var som om han spillede den gode mand.

    det skal siges at forholdet med hans x ikke var godt. Hun var efter ham hele tiden og udnyttede ham økonomisk og med hjælp hele tiden.
    Alligevel valgte han at gå tilbage til hende dengang, selvom han havde det godt sammen med mig.

    For der er intet at holde på vores korte forhold. Vi har ingen skænderier eller noget haft. Tværtimod en masse dejlige ting og minder og meget ens syn på livet generelt. Og han har tidligt talt om at han både kunne mærke jeg ville slå benene væk under ham og han har talt om fremtiden osv.

    Kan jeg have ret i at han flygter fra mig og lukker ned for sine følelser, fordi han i virkeligheden er bange. Eller er det bare ønsketænkning fra min side.

    Og bør jeg gøre ham opmærksom på min mistanke. Ikke for nødvendigvis at vinde ham tilbage, men fordi jeg simpelthen på en eller anden måde har brug for at han skal forstå det ikke er min bagage og min ked af det hed der har ødelagt det, men ham der ikke har kunne tackle det.

    Push jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ved han er meget lyttende.

    Holder virkeligt meget af ham, men det er måske bare at løbe efter igen.
    Og det vil jeg ikke. Omvendt vil jeg også gerne kæmpe det jeg kan istedet for bare at give op.

    Håber du kan og vil svare mig

    Den forvirrede skytte

    • Kære forvirrede skytte

      Tak for dine rosende ord.

      Hvis jeg var dig, så ville jeg se at få ham ud af tankerne. Det virker ikke som om, at han er færdig med sin eks.

      Desuden ville jeg hele de gamle traumer. Svært at gøre selv, så få professionelt hjælp til det. Fra en, der kan arbejde på det instinktive niveau eller minimum med tilknytningsmønstrene.

      Kærlige tanker herfra
      Connie

  35. Hej Connie. Tak for et virkeligt spændende indlæg. Jeg er en kvinde sidst i 20’erne, der nok må erkende, at mine tilknytningsmønstre spiller en lidt for stor rolle ift. mit kærlighedsliv.

    Jeg har altid haft en god og tryg relation til min mor, men min far var periodisk psykisk syg gennem min opvækst, hvilket resulterede i fx meget voldsomme vredesudbrud, utilregnelighed, selvmordstrusler og anklager mod mig som menneske, både som barn og teenager. Når jeg ser tilbage på min barndom, har jeg været utryg og usikker meget af tiden, fordi jeg frygtede de “dårlige perioder”, og fordi min mor i høj grad gik til mig for støtte og support i stedet for at trøste mig.

    I dag er jeg på mange måder velfungerende med karriere, et rigt socialt liv og et godt netværk og mange tætte veninder som jeg kan dele alt med, hvilket er skønt. Jeg har egentlig også ret nemt ved at møde mænd, fordi jeg er åben og nem at snakke med.

    Men når det kommer til dating/nye relationer, så er det enormt udfordrende for mig, og jeg bliver jeg enormt ængstelig. Det er som om, jeg leder efter tegn på, at de ikke vil mig KONSTANT. Det føles lidt som et negativt filter, jeg lægger ned over alting, hvor et lidt forsinket svar på en sms eller en enkelt bemærkning kan sende mig helt op i det røde felt og gøre mig akut stresset, ked af det og frustreret. Jeg ved godt, dating altid er forbundet med en vis usikkerhed, men for mig føles det ekstremt stressende, fordi jeg hele tiden er i alarmberedskab og overbevist om, at han nok går fra mig om lidt, fordi han finder ud af, han egentlig ikke er vild med mig. Hvis der fx går nogle timer, før jeg får svar på en sms, er jeg allerede igang med at komme videre og lave mentale lister over, hvorfor vi heller ikke passer sammen. Det er enormt drænende, fordi mine følelser hele tiden svinger mellem to yderpoler.

    Det paradoksale er, at jeg faktisk meget sjældent har oplevet at blive afvist på den måde af en mand i datingsammenhæng, nærmest aldrig – så jeg tænker, det sikkert kan have noget med mit lidt ambivalente forhold til min far at gøre.

    Mit spørgsmål er, hvad jeg selv kan gøre for at tøjle mine følelser og slippe kontrollen? I virkeligheden er min største frygt nok, at jeg ikke er forberedt på, hvad der kommer – om han fx går fra mig. Tanken om ikke “at have set det komme” er af én eller anden grund det værste, jeg kan komme i tanker om. Men hvordan lærer jeg at slappe af og ikke tænke det værste hele tiden?

    Kh
    Den tanketrætte

    • Kære tanketrætte
      Ja, det er totalt opslidende, når nervesystemet kører derudaf i alarmberedskab. Og det giver et vældigt bekymret tankemylder.
      En af de ting, som du selv kan gøre, er at bruge vandtanksøvelsen. Den finder du i en video her >>
      Du finder flere gode råd til, hvad du selv kan gøre i bogen Kærlighedens vildveje
      Hvis det ikke er nok, er det en god ide at få hjælp til at lande din nervesystem og hele den gamle historie.
      God vind med kærligheden <3
      Kærlige tanker
      Connie

  36. Hej Connie.

    Jeg må starte med at rose din artikel. Har forsøgt at lave øvelsen, som er nederst i artiklen. Følelsen der gik igennem kroppen var frygt og angst for at miste den person jeg havde i tankerne.

    Jeg er 28 år, single og karrierekvinde. Jeg blev som barn misbrugt af min daværende papfar igennem et par år. Min familie er bevidste om det, og vi var dengang i retten, men desværre med et nederlag, grundet manglende beviser.

    Jeg har i mange år været overbevist om, at det ingen spor har sat i mig. Men må nok erkende at den overbevisning er ved at ændres. Jeg har været i to forhold, som jeg begge er hoppet ud af, af forskellige årsager. Men de sidste 5 år, har jeg været single, og har ikke været i nærheden af det, der ligner et forhold. Og det skal nævnes at jeg aldrig har været forelsket.

    Jeg er af type meget kontrolleret, og kommer nok, som du også skriver, igennem dagene ved at bruge hovedet og ikke hjertet. Jeg har en tendens til kun at have venner i et par år, hvor til jeg finder nye venne-relationer, og “glemmer” de gamle. ikke fordi jeg synes at de er dårlige venner, men nye kommer bare på banen.

    Jeg er bange for at jeg som 28 år, står i en situation, hvor jeg er bange for at åbne mig op, og utrolig bange for at miste, og derfor stopper mine relationer, når jeg begynder at holde af dem. Og jeg ønsker ikke at være den gamle, sure, kedelige kattedame.

    Jeg vil rigtig gerne bede om et godt råd til, at kunne arbejde med en mere åbensindet tilgang til mine relationer, og hører om du har nogle gode råd til, hvordan jeg kan prøve at holde fast, hvor jeg i situationer giver slip, eller skubber væk.

    På forhånd mange tak.

    • Hej,
      Først tak for din ros 🙂

      Dernæst, så kan du blive klogere på den desorganiserede tilknytningsform i min bog Kærlighedens vildveje (i tillægget om de 4 tilknytningsformer)

      Lige nu kan du også tilmelde dig min gratis træningsserie, hvor der bla. er et webinar om tilknytningsformerne – og hvordan du håndterer disse. Tilmeld dig her >>

      Kærlige tanker til dig
      Connie

  37. Hej Connie.
    Nu har jeg læst din hjemmeside med kærlighed.
    Nu står jeg selv i en MEGET hård
    Jeg har siden nytår været tæt på, at gå fra kæresten. (Selvom der intet er i vejen i forholdet)
    Hele mit hoved skriger, at jeg skal gøre det og flygte. Men når jeg tænker på at gå fra ham, kan det give voldsommere hjertebanken og lidt ondt i maven.

    Jeg har fået af vide, at min krop (måske kun hovedet) reagere sådan, fordi jeg lige pludselig er i et forhold, hvor der ikke er noget drama og det er ukompliceret.
    Jeg er vant til løgne, utroskab og en tendens til psykopati og stalking (altså mændene)
    Jeg har mønstret: skrive med en ny – date – blive nyforelsket – blive følelsesforvirret – blive forladt/har sjælendent gang selv smuttet.
    Så alt i alt mener min clairvoyant, at det er abstinenser jeg har nu.

    Problemet er bare, at alt det her fylder meget i mig. Så meget at jeg ikke kan få ro.
    Tankerne kværner rundt i hovedet på mig og jeg kan pludselig ikke mærke hyggen i nogen sammenhænge.
    Jeg kan vitterligt ikke slappe af, uden at jeg tænker “skal jeg slå op?” “Ville det ikke være rart, hvis han tog hjem nu?” (Vi bor sammen, så hjem til hans familie)
    Og sådan fortsætter det ud i uendelighed.

    Så når jeg skal forestille mig tanken, som en sky så står der “slå op” og den er meget sort skyen. Jeg prøver at få den til at svæve væk hver gang, men den kommer hele tiden igen. Og under meditationen, så HAMRE mit hjerte afsted!
    Men skal jeg bare blive ved, med at gøre, som i siger på cd’en også kommer det, efter et stykke tid?
    Og som skrevet hamre hjertet afsted, når jeg tænker på at slå op og maven gør ondt (har oplevet få gange, at den ikke gør, men ellers gør den)
    Er det fordi kroppen fortæller mig, at tanken ikke er sandhed?

    Det skal lige hurtigt siges, at jeg altid i mit liv har tænkt meget over tingene og over analyseret.
    Jeg har også altid flygtet når tingene har været svære. (Skole, familie o.s.v)

    Jeg kan bare ikke lukke af.
    Idag vågnede jeg flere gange og der vidste jeg bare, at jeg skulle slå op med Min kæreste.
    Hjertet hamre derudaf og prøver, at aflede tanker med opvask og huslige gerninger.
    Men så får jeg øje på kærestes sko – begynder at tude. Ligger hans bukser sammen fra tørresnoren og krammer dem. Ser of lugter de blomster fra valentines dag, som jeg har taget helt ind til brystet, hvor jeg tydeligt får et billede af Min kæreste ved alteret.

    Efter mig og Min kæreste har snakket her til aften og jeg har grædt en hel del. Har jeg stadig meget lyst til at slå op.
    Men jeg har også lyst til at være sammen med Min kæreste og komme igennem denne svære periode, så jeg kan leve sammen med Min kæreste.
    Men jeg og også Min kæreste er bekymret for, om jeg kan ændre mig. For jeg er virkelig ikke særlig opsat på det, da det er ultra hårdt.

    Var til hypnose idag og hun kunne intet gøre, da jeg var helt lukket af.
    Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre.
    Hun mente, at jeg var hunderæd for kærligheden og det er sikkert rigtigt.
    Har i HELE mit liv haft drama omkring mig.
    Og lige pludselig er der endelig noget godt i mit liv, også er jeg rigtig bange og føler det er rigtigt at gå tilbage i mit gamle mønster.
    Hvad kan jeg gøre, for at åbne mig og ikke være så bange for at tage min kæreste ind?
    Jeg vil være sammen med ham, men er så bange for at have det godt, at jeg har overbevist mig selv om, at det er bedst at slå op og gå tilbage i det gamle trygge mønster.

    Undskyld længden!!
    Mvh
    L1990

    • Kære L1990
      Tak for din historie.
      Ja, det er hårdt at være dig lige nu – og din kæreste.

      Det du beskriver, er den desorganiserede tilknytningsform.
      Slidsomt
      Fortvivlende

      Nænsom choktraumebehandling – men ikke bare det – også en adskillelse af den gode, trygge tilknytning og den, dramatiske grænseoverskridende.
      Det er din heling.

      Du kan selv gøre lidt.
      Eksempelvis bruge vandtanksøvelsen og tryg tilknytningsøvelsen.
      Men det rykker nok først ordentligt for dig, når vi får bearbejdet det gamle og hjulpet dit nervesystem

      Du er velkommen til at ringe til mig 24 24 82 62, hvis du har mod på et forløb.
      Kærlige tanker
      Connie

  38. kære Connie
    Jeg kan genkende meget af det jeg læser her..
    Jeg er sammen med en mand som er meget lukket og svær at komme ind til. Han har svært ved at udtrykke sine følelser og han siger selv at han ikke ved hvordan at elske føles så han ved ikke om han elsker mig..
    Han har været meget igennem i sit liv, og han har oplevet meget svigt.
    Jeg ved at der er en grund til han er som han er, men det er frustrerende ikke at kunne hjælpe..
    Vores kærlighedliv og sexliv er gået helt i stå og jeg er så træt af hele tiden at prøve at komme ind til ham for derefter at blive afvist- for det gør så ondt!
    Vi kæmper for at blive sammen, for vi vil ikke miste hinanden og han siger han savner mig når jeg ikke er der..
    hvad kan jeg gøre for at få ham til at lukke mig ind og hvordan skal jeg forholde mig til det hele?
    jeg må ikke røre for meget ved ham, så tager han min hånd så jeg stopper, selvom jeg bare prøver at nusse ham.
    Han har ikke lyst til at kysse så det meget sjældent vi gør det.
    Vores samtaler er meet overfladiske og når man kommer dybere ind lukker han hurtigt af.
    Sex føles som noget der skal overstås..
    Jeg er på bar bund, har ingen ide om hvad jeg skal gøre og jeg prøver virkelig at være tålmodig ..

    • Kære Lulu
      Det er en svær situation, som I er i.
      Det bedste ville naturligvis være, at din kæreste fik hjælp til at hele sine svigt – og det fornemmes på det, du skriver – at han også har choktraumer på lager.
      Hvad kan du gøre?
      Være nænsom med både ham – men i høj grad også dig selv. Jo roligere du er, desto mere vil han kunne være sammen. Hans nervesystem hungrer efter dig – men samtidig tør han ikke. Forsvaret er at lukke af, så han ikke mærker sin fortvivelse.
      Pas godt på dig
      Knus
      Connie

  39. Kære Connie,

    Jeg har mødt kvinden i mit liv, men har alligevel formået at ødelægge det hele. Jeg er så meget den ambivalente type, og har virkelig brug for at vide hun vil mig osv. Min (ex)kæreste er den undvigende type og det hele giver så meget mening når jeg læser dine beskrivelser af de forskellige typer.

    Forholdet har fra start båret præg af, at jeg var usikker på hende og ikke kunne finde min indre ro frem. Det har påvirket forholdet meget. De sidste par måneder har været rigtig gode og vi havde fundet et leje hvor vi nød det. Det kulminerede alligevel nytårsnat i, at jeg i min brandert verbalt angreb min kæreste og overfusede hende i ren frustration og vrede over at jeg følte hun ikke ville mig. Jeg sagde decideret onde ting til hende, til trods for jeg virkelig holder af hende. Dette til trods for hun intet havde gjort galt den aften. Det var kun i mit hoved. Min kæreste blev skræmt og følte afmagt over hun ikke kunne få mig til at falde til ro. Hun er sikker på jeg vil flippe sådan igen på et tidspunkt når jeg først har vist den side. Jeg har fået tid til psykolog det skal forsøge at hjælpe mig videre.

    Hvorfor flippede jeg sådan og hvordan kommer vi videre herfra hvis vi gerne vil fortsætte og er det overhovedet muligt?

    Mvh den ambi

    • Kære Ambi
      Sikken en ubehagelig oplevelse – for jer begge 2.
      Har du før reageret voldsomt i forhold til kærester eller andre nærtstående?
      Er du voldsomt stresset?

      Når vi er berusede, virker vores “overjeg” ikke (særligt godt).
      Hvor beruset var du? Sådan du kan huske episoden – eller er den væk fra din erindring?

      Din kæreste kan have ret i, at når den side har vist sig, så er det fordi den side eksisterer. Og den kan derfor dukke op igen. Selvom du holder dig fra alkohol fra nu af, så ville den kunne dukke op i en meget presset situation.

      Øv, men heldigvis er der noget, som du kan gøre ved det.

      Du har taget et af de vigtigste skridt. Nemlig at få professionel hjælp.
      Det er samtidig afgørende, at du arbejder med at lande den choktraume energi, som er fastlåst et eller andet sted i dit system.
      Grunden til, at du flippede ud, ligger nemlig primært i den desorganiserede tilknytningsform. Så denne må du have noget af. Måske bare 5-10%.

      Choktraumeenergi kan ligge “latent” / blokeret i vores system i mange år. Og for at gøre det mere kompliceret, kan traumet ligge så langt tilbage, at du ikke husker det. Hvis noget er sket, før du var 3 år, er hjernen ikke engang udviklet til at kunne huske tingene bevidst.

      I SE (Somatic Experiencing) traumeterapi bruger vi nogle nænsomme metoder til at løsne traumeenergien og få nervesystemet ind i balance igen – altså få dig ind i tryg tilknytningsform. Nogle af disse metoder kan man bruge uden at have en hukommelse eller viden om choktraumet.

      Den voldsomme reaktion nytårsaften er, hvor paradoksalt det end virker – en forsvarsreaktion. Dit ubevidste skubber det, den oplever som en trussel, væk. Den forveksler på en eller anden måde din kæreste med noget fra fortiden. En smerte eller noget overvældende, truende.
      Det kan være noget i forhold til en af dine omsorgspersoner (mor, far, bedsteforældre, evt. pædagoger o.lign.)
      Eller det kan faktisk være “hverdagsting” som styrt, trafikulykker, operationer, alvorlig sygdom, dødsfald, voldsom stress. Bliv klogere på choktraumer her >>

      Hvis du er voldsomt stresset, så tag desuden fat i en stresscoach. Tag Forebygstress stresstest her >>

      Spørg også din kæreste, hvad hun kunne have brug for, ud over at du arbejder med dit traumestof og/eller stress hos en professionel.

      Kærlige tanker
      Connie

      • Hej igen,

        Sikke mange gode ting du skriver.

        Jeg har aldrig reageret sådan i forhold til kærester og ellers i det hele taget. Jeg kan ofte få blackouts når jeg drikker og først huske tingene dagen efter når de bliver fortalt. Det skal siges jeg drikker ikke særlig ofte og kan sagtens gå flere måneder uden at drikke alkohol overhovedet. Drikker også kun når jeg er i byen. Ikke hjemme eller andre steder.

        Det er det samme med min (ex)kæreste. Jeg huskede først hvordan jeg reagerede da hun fortalte mig om det dagen efter.

        Jeg synes ikke selv jeg har været stresset. De sidste 2,5 år har jeg haft et arbejde hvor chefen nærmest forventer man står til rådighed 24/7 og man ved aldrig hvornår man kommer hjem igen Har arbejdet ca. 50 timer om ugen igennem de sidste par år. Nogle gange mere og nogle gange mindre. Kan rigtig godt lide mit arbejde og ser i byrden som et problem.

        Har enkelte gang været forvirret og gået rundt om mig selv og ikke kunne huske hvad det var jeg skulle. Har ikke givet stress årsagen.

        For 6 uger siden var jeg involveret i et trafikuheld hvor jeg og en ven var rigtig heldige med ikke at komme mere galt afsted end vi gjorde. Bilen (helt ny) blev totaltskadet ved en kollision direkte ind i en stenmur. Han brækkede ryggen jeg næsen og så blev vi begge forslået overalt.

        Jeg har ikke rigtig tænkt over ulykken og har bare slået det hen og ikke haft efterreaktioner. Græd dog nogle uger efter da en ven til en julefrokost kom hen til mig og virkelig holdt om mig, og samtidig sagde han var glad for der ikke skete mere. Her kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Var beruset.

        Hvis min reaktion også kan skyldes stress og ulykken forstår jeg stadig ikke hvordan jeg kunne reagere med sådan en voldsom vrede rettet mod hende?

        Jeg har ikke selv opfattet nogle faresignaler i forbindelse med stress eller ulykken. Har jeg virkelig kunne holde det i mig selv og så lige pludselig eksplodere uden grund? Og tilmed reagere på en person jeg virkelig holder af.

        Hvordan lærer jeg så at tackle de problemer/signaler opløbet, så det hele ikke lige pludselig eksploderer uden varsel?

        Mvh

        Den Ambi

        • Hej igen Ambi
          Sindet er forunderligt på mange måder, især den ubevidste del af os, det instinktive niveau.
          Det instinktive niveau af os sidder i den gamle del af hjernen især hjernestammen (krybdyrhjernen), men også mellemhjernen/det limbiske system. Den del af os er ret primitiv. Dens opgave er at holde os i live, og at vi formerer os. Det er også her stress og shoktraumereaktioner opstår. Som en forsvarsreaktion for at holde os i live.

          Når vi oplever choktraumer og stor stress, kan der komme for meget spænding i den del af nervesystemet (det autonome nervesystem).
          Du kan sammenligne det med en vandbeholder. Hvis den er næsten fuld, skal der måske kun nogle få dråber til at få vandet til at løbe over. Når der er choktraumer på lager, kan det ofte give en voldsom reaktion.
          Stress kan være tricky, fordi det får os til at holde op med at mærke os selv. Så længe mennesker siger: “Jeg er stresset”, så har de kontakt med sig selv – og kan derfor bedre passe på dem selv.
          Din beskrivelse Har enkelte gang været forvirret og gået rundt om mig selv og ikke kunne huske hvad det var jeg skulle kan være et af de alvorlige stresssymptomer.

          Det er typisk, at når vi reagerer, er det overfor personer, som vi har en større tryghed ved. Vore børn eller kæreste. Od det er rigtig træls!

          Der er en enkel vej. Enkel som i ukompliceret.
          Det er at lande den choktraume/stress energi, der er ophobet i dit nervesystem (ANS).

          Nogle gange er det tilstrækkeligt at bruge de metoder, som lander spændingen, der er i ANS her og nu.
          Andre gange skal vi hele de specifikke hændelser, som har været overvældende for ANS.
          Det er det vi gør i SE (Somatic Experiencing) terapi, der er en nænsom måde at lande ANS på (SE practitioner er en 3 årig efteruddannelse).

          Så igen vil jeg sige, få hjælp af en, der er god til at lande choktraumer og stress.
          Kig efter at din psykolog har en anerkendt efteruddannelse i dette – af en vis varighed.

          God fornøjelse
          Kh. Connie

  40. Hej Connie. Jeg håber du kan hjælpe mig, men jeg står og er dybt forelsket i en fyr der ser ud til at være den undvigende. Før han mødte mig har han været sammen med mange forskellige piger, og har ikke ville slå sig ned, men da han mødte mig begyndte han at få følelser som han vidst ikke kunne acceptere. Det tog ham nogle måneder at acceptere før han fandt ud af, at han gerne ville være sammen med mig. Men da vi fandt sammen, havde vi en del problemer da han gav mig en masse usikkerheder grundet hans fortid. I den tid fortæller han at han aldrig har følt han ville kæmpe for noget forhold som med mig, men vores problemer blev for meget for ham og han sluttede det. Det sidste år har vi haft kontakt med 2 eller 3 måneders mellemrum, hvor han har kontaktet mig og skrevet han savnede mig, men følte stadig ikke det føltes som det rigtige og kunne ikke starte noget. Han har prøvet at ses med andre piger, men ender med at vende tilbage til mig og siger han savner mig. Men ender igen hele tiden med at sige han ikke kan starte noget op igen. Da jeg tager på udveksling her i foråret, fortæller han mig han elsker mig og vi kan se på tingene når jeg kommer hjem. Gennem semesteret har vi kontakt meget ofte og han fortæller han savner mig og glæder sig til at se mig flere gange. Han kommer og henter mig i lufthavnen da jeg kommer hjem og vi har det godt efterfølgende men efter noget tid begynder jeg at snakke om ham og jeg, og pludselig vil han slutte det igen fordi han siger det ikke føltes rigtigt. Jeg kan bare ikke forstå om han virkelig ikke vil og bare holder fast i mig, eller at han virkelig elsker mig men ikke selv vil indse det grundet at han er undvigende? Hans handlinger føler jeg bare fortæller at han virkelig holder af mig, i og med at han venter 4 måneder på mig hvor han havde muligheden for at komme videre, og han samtidig vælger at hente mig i lufthavnen. Jeg har ikke lyst til at give slip på ham, og håber derfor om du kan give mig flere svar ift. Hvad jeg bør gøre..

    • Tak for din delen og spørgsmål 🙂
      Manden i dit liv er nok nærmere præget af den desorganiseredetilknytning fremfor den undvigende. Uanset hvad vil kalder hans tilknytningsform, så er du i en svær situation. Du kan ikke ændre på ham – og måske kan du alligev ændre på hans reaktioner.
      Hvad du bør gøre afhænger også af din alder, eller helt konkret om du gerne vil ha’ (flere) børn.
      Hvailke tilknytningsmønstre er du selv præget af?
      Mit korte svar er, at det bedste du kan gøre for dig og for et eventuelt forhold – det er at komme mere ind i den trygge tilknytningsform.
      Hvordan du kommer det afhængig af, hvilke utrygge tilknytningsformer der fylder mest hos dig.
      Jeg gætter umiddelbart på den ambivalent/nervøse.
      Er det tilfældet skal du træne at have dit fokus på dig fremfor den anden. Trække din energi og lykke hjem til dig. Spørg dig selv: “Hvad er sundt/godt/kærligt for mig – hvordan kan jeg sørge for at få det?”
      Jeg kan varmt anbefale dig at få professionel hjælp til den rejse. Den vil være al tiden og pengene værd. Uanset om det kan blive til mere imellem jer eller ej, så er kærligheden til dig selv livsvigtig – for dig – men også de relationer, som du indgår
      Kærlige tanker 🙂

  41. Kære Connie,

    Jeg håber, at du kan hjælpe mig med at blive klogere på mig selv: Jeg er 33 og blev for 2 år siden mor til en dejlig lille pige, men min mand, som jeg havde været sammen med i 8 år valgte at gå da jeg fortalte at jeg var gravid, og han vil ikke have kontakt med sin datter, på trods af at det var en fælles beslutning at vi skulle forsøge at få barn. Det var en vanvittig periode af mit liv, jeg er ‘kommet ovenpå’ igen og elsker min lille pige højt, og nu har jeg igennem 8 mdr været i et forhold med en skøn mand, som vil mig og min datter meget, men jeg er ikke forelsket i ham og han er ikke i mig, selvom vi har det godt sammen, og han mener, at det kunne være for resten af livet.

    Men jeg bliver usikker på ham, på mine følelser. Hvor meget kan jeg regne med at usikkerheden skyldes min fortid, og hvor meget kan jeg tilskrive at han måske bare ikke er ‘den eneste ene’?

    Kh fra en forvirret

    • Kære Katrine
      Det er 100.000 kr. spørgsmålet: Skyldes følelserne/tankerne det, som er lige nu – eller skyldes de, det gamle mønster.

      Ofte er det en blanding.

      Din kæreste lyder som en med en noget tryg tilknytning. Hvis det er tilfældet, kan jeg varmt anbefale dig at fortsætte forholdet. Udforske det.

      Kærlige hilsner
      Connie

  42. Jeg er bange for de mænd jeg vælger og ved ikke hvorfor jeg vælger dem. Jeg oplever at de kontrollerer mig. Jeg er opvokset med en stedmor der ikke mødte mine følelser over hovedet. Min mor døde da jeg var helt lille og min far fik en anden konne.
    Jeg føler at min mand dominerer mig . Derfor føler jeg mig ikke elsket.det komer til at ødelægge mine rigtige følelser.

    .

  43. Jeg har et problem med at tiltrække mænd, der vil dominere mig. Jeg har levet med en stedmor der fik mig at føle, at jeg ikkke var noget værd. Min far flygtede fra promerne, så jeg følte mig som et offer. Jeg ønsker et trygt og godt forhold, men er bange for at mænd som jeg vælger ikke vil give mig dette.

  44. Hej Connie,

    Jeg er en kvinde på 43, vokset op med gifte forældre, rolige forhold. Det jeg husker fra min barndom var min mors vredeudbrud og hendes iskolde blikke, når hun bestemte sig for ikke at tale til mig i perioder ad gangen. Jeg hadede det. Da jeg blev teenager brød jeg engang tavsheden, og stak hende en lussing i afmagt. Det skal siges hun to dage forinden havde svinet mig groft til.
    Jeg flyttede hjemmefra som 16 årig, direkte med en ung mand der drak. Vi boede sammen to år indtil min far måtte hente mig på sygehuset, jeg havde fået tæsk. Sådan noget havde vi aldrig haft i familien, så det var meget tys tys, og vi snakkede ikke mere om det. Jeg fik ham smidt ud, fik uddannelse, flyttede sammen med en anden, fik barn, blev gift og skilt.
    Mødte så en ny mand, han fejede benene væk under mig og var meget betagende, kom med blomster (offentlig erhverv) på arbejde osv. Efter kort tid friede han til mig, men jeg grinte bare. Han mente det faktisk. Jeg kunne slet ikke gi mig hen til ham og der gik to år, før jeg lod ham blive min kæreste, sådan rigtigt. Så flyttede han til byen, og et år efter flyttede vi sammen. Men så ændrede han sig. Begyndte at drikke og mistede sit arbejde. Alligevel blev vi gift, for jeg var sikker på han nok skulle blive anderledes når han fik arbejde, men det blev værre og han drak hver dag og blev voldelig. Jeg undgik børnene så noget.
    Efter otte år slap jeg af med ham, 1 1/2 år efter chikanerede han os, så flyttede han tilbage hvor han kom fra.
    Jeg har siden datet en masse mænd, fordi jeg troede det var det jeg skulle gøre. Jeg kan ikke finde ro og føler mig slet ikke i balance.
    hilsen den forvirrede

    • Hej forvirrede
      Du kan sikkert genkende en del af dig selv i det desorganiserede tilknytningsmønster – i hvert fald i kærlighedslivet.
      Det kan opleves voldsomt, når man er et lille barn og ens mor har raseriudbrud. Det kan være endnu mere utrygt, hvis hun ikke vil tale til en i flere dage.
      Og det er voldsomt at være i voldelige forhold. På alle planer.
      I artiklen her får du et par ideer til, hvad du selv kan gøre for at komme mere ind i den trygge tilknytning. I min bog Kærlighedens vildveje er der flere. Den kan købes hos boghandlere eller lånes på biblioteket.
      Hvis jeg var dig, ville jeg desuden investere i professionel hjælp, så du kan få landet dit nervesystem og komme ind på en kærligt spor i kærlighedslivet.
      Det bedste vil være et forløb hos en, som både er uddannet i at håndtere choktraumer, kærlighedslivet og tilknytningsmønstrene – på en nænsom måde.
      Kærlige tanker herfra
      Connie

  45. Kære Connie
    Jeg er splittet mellem at møde mænd som har meget egoistiske træk og mænd som vil mig for meget. Dog et fælles hovedtræk, og det er, at de er krævende.
    Jeg føler mig presset og kvalt sammen med mænd der vil mig for meget og jeg føler mig utilstrækkelig sammen med manden som ikke helt vil mig.
    Den type som jeg er mest tiltrukket af, lover og lover… holder mig hen og giver mig anledning til at tvivle på om det overhovedet er kærlighed eller om det er mig som bliver udnyttet. Jeg føler mig ført bag lyset da de har en skjult dagsorden.
    Min opvækst er præget af skilsmisse, en alkoholisk og krævende mor og en far som gav op.
    Har været sammen og boet med en mand i mere end 20 år og efter erkendelse af, at vi aldrig kom videre (blev hverken gift, fik hus eller børn) forlod jeg ham. Derefter møder jeg den samme type mand igen og igen…
    Jeg længes efter kærlighed og følelsen af tryghed – jeg vil så gerne bryde mit mønster men aner ikke hvordan. Har læst det ovenstående og synes jeg selv svinger mellem alle tre typer. Jeg vil bare gerne opleve kærlighed i mit liv.

    • Kære Splittede

      Ja, kærlighed og tryghed – det er en menneskeret.

      Mon du selv kan se, at du på et plan løber ind i mænd, som minder om din mor: krævende, overvældende og given dig en følelse af utilstrækkelighed?

      Du kan lave forskellige ting, som styrker den trygge tilknytning. Og så er min fornemmelse, at du først rigtig kommer til at opleve den, når du får helet det aftryk, som din mor har efterladt i dit nervesystem.
      Det er det, som jeg har specialiseret mig i.

      Kh. Connie

  46. Hej.
    Jeg tænker på, om du kunne være mere konkret i beskrivelsen af den ambivalente – har den ambivalente det med at misforstå følelser? Hvor kommer den der higen efter kærlighed fra? Og er der andre øvelser til den ambivalente?

    Bedste hilsener,
    A

    • Hej A,
      Ja, i bogen Kærlighedens vildveje beskriver jeg meget mere konkret de 4 tilknytningsmønstre. Hvordan de opstår, kendetegn og gode veje til at hele de 3 utrygge tilknytningsmønstre.
      Du kan også tilmelde dig mit nyhedsbrev og få masser af konkret viden og tip til at håndtere de utrygge tilknytningsmønstre- og komme (meget mere) ind i den trygge tilknytningsform
      Hjertelige hilsner

  47. Jeg har mødt det dejligste menneske nogensinde. Alt var fra første blik overvældende rigtigt, trygt og fantastisk, fyldt med glæde,lidenskab, begær og ikke mindst kærlighed og vigtigst af alt, i alle henseender gensidigt. Mødet med mennesket, som føltes som at vende hjem.
    Dette dejlige menneske, som jeg elsker højt og som jeg ved elsker mig præcis lige så højt, lider af voldsom angst. Angst i relationer. Angst for at blive efterladt, angst for at miste, angst for at skuffe. Usikker på hvornår han kan stole på sine følelser og hvornår han kan slappe af.
    Han har fortalt mig, hvor svært det er for ham og at han har det med at trække sig, når følelser bliver stærke. Han er et utroligt kærligt menneske og han vil så gerne kærligheden og han vil rigtig gerne mig. Det ændrer desværre ikke på angsten og at status lige nu er, at han har trukket sig helt, bedt mig om at give slip på ham, han kan ikke, uanset hvor meget han gerne vil.
    Jeg kan ikke bare opgive ham, men jeg aner ikke hvad jeg skal stille op, for at vise ham, at jeg ikke går, men har masser af tid til at han kan følge med. Jeg har plads til angsten, plads til frygten.. Kan nogen råde mig? Vil ikke skræmme ham yderligere, vil bare så gerne os og dette jeg ved vi begge to drømmer om..

    • 3 ting:
      1) Hvad går der i gang hos dig, når han trækker sig og lader angsten bestemme?
      2) Det er hans valg, om han lader angsten eller kærligheden bestemme. Du kan eventuelt fortælle ham, at du har masser af tålmodighed og rummelighed. Men kun hvis du hviler i, at det kan blive en meget lang proces uden garantier for succes. Med mindre han beslutter sig for at få hjælp.
      Han kan starte selv: Hvis han kan lide at læse bare en lille smule, så er min bog Kærlighedens vildveje letlæselig. Foreslå ham at læse tillægget om De 4 tilknytningsmønstre.
      3) Lige nu kan du selv og han følge med i den gratis kærlighestrænings serie: http://www.kaerlighedsterapeuter.dk/saadan-bliver-du-bedre-til-at-mestre-kaerligheden

  48. Mange tak for din hurtiges respons.. Jeg vil kigge på det med det samme.. Tusinde tak .. Jeg håber sådan, at jeg kan “give slip” snart .. Igen mange tak 🙂

  49. Hej.. Jeg er en ung fortvivlet kvinde på 24. Jeg har mødt verdens skønneste mand, men som jeg altid har gjort, har jeg nu IGEN skubbet ham væk- denne gang mere end NOGLESINDE! Jeg mister lysten til sex, jeg mister lysten til kys og kram. Jeg mister helt lysten til at ses. Vi har været sammen i over et år, og tro mig, jeg vil det her! Har har givet mig tid, plads osv. Det hjælper ikke . Nu hvor vi holder noget tid fra hinanden, er jeg fuldstændig i kulkælderen:/ .
    Jeg har ikke haft den mest trygge barndom, er blevet vanvittigt såret af min første kæreste og efterfølgende af min søns far. Jeg er blevet udsat for mobning siden 5 års alderen og hele vejen op til en alder af 16.
    Jeg ved jeg har meget med i bagagen, jeg vil fri fra det! Jeg vil lukke denne fantastiske mand ind i mit liv igen.. Hvad skal jeg dog stille op :/???

  50. Kære Connie

    Spændene læsning. Jeg kan genkende mig selv lidt i dem alle sammen. For mig er kærligheden drøn besværlig og når jeg mærker mine behov for at være tæt på andre mennesker er det ofte forbundet med stor angst. Jeg har et stort behov for at være alene og spendere tid på egen hånd for at mærke mig selv. Dette behov har længe været svært for mig at efterleve fordi jeg ofte følte at andre kom for tæt på og at jeg ikke måtte sige nej. Det har jeg sådan nogenlunde fundet fred med nu, og kan i højere grad acceptere mit behov for alene tid. Men jeg har altså også et stort behov for at være tæt på andre på sådan en meget dyb måde. Men det har aldrig været sådan vi var sammen i min familie og jeg tror at jeg har lagt låg på dette behov. Når jeg mærker det bliver jeg bange for at blive afvist hvis jeg rækker ud efter kontakt. Der skal næsten ingen ting til førend jeg lukker helt ned og bliver ked af det og tænker at der nok alligevel ikke er nogen som har lyst til at være der. På den anden side har jeg så også oplevet at når jeg kommer tæt på andre så kan jeg næsten ikke få nok, eller på den anden side, bliver bange for at gå igen når jeg mærker behovet for at trække mig ind til mig selv igen. Jeg syntes det er sindsygt besværligt, og jeg ender ofte med at lukke ned for behovet for nærhed med andre fordi det er så besværligt, men også fordi jeg er bange for at andre skal se at jeg længes efter det – at det er et pinligt behov at have. Jeg er så bange for at blive afvist. Jeg syntes nogle gange at det er så besværligt at jeg hellere vil lade være at forsøge – fordi det virker uoverskueligt. Jeg skammer mig vel egt over at det er så svært for mig og syntes jeg skulle have lidt mere styr på det……

    • Kære Stine
      Tak for din delen. Og ja, det kan være ret besværligt og forvirrende at have 2 så modsatrettede behov, som helt NATURLIGT skifter.
      Men det er faktisk lige så naturligt, som med vores appetit: Når maven er tom, har vi brug for mad. Når den er fuld, så har vi brug for at fordøje.

      Jeg er med på, at i dit tilfælde kan det være, at dine behov er MERE udtalte end hos gennemsnittet af Danmarks befolkning.
      Men begge behov er fuldstændig SUNDE!

      Jeg vil kalde dig den sunde i din familie, at du oplever behovet for nærhed. Det er en del af det at være menneske. Desværre har din familie ikke kunne opfylde dit sunde behov for nærheden nok (formodentlig fordi din mor og far ikke selv har fået den tilstrækkelig meget af deres forældre osv.).

      Når man virkelig længes efter noget, som man har fået lidt af? – ikke nok til at blive mæt – så kan man nemt have en sårbarhed omkring det.
      Det er formodentlig det, du oplever.

      Jeg glæder mig på dine vegne, at du er blevet bedre til at sige fra og give dig den her alenetid. Hvis du ikke gør det, så vil du ikke kunne rumme nærheden (ret meget).

      Mit bedste råd til dig er, at du begynder at holde af dig selv på dette sted. AT du har disse 2 helt naturlig og sunde behov. At de måske er lidt i ubalance lige nu. Men det har en historie. OG at du, hvis du kan holde af dig selv her, heler ubalancen. At begge behov må være her. Endda på samme tid 😉
      Hvis du kan holde af dig selv her, så behøver du ikke frygte en afvisning. For du vil ikke opleve at blive afvist, når du holder af dig selv. Du vil højst opleve, at andre en gang i mellem siger nej.
      Dernæst vil jeg anbefale, at du stille og roligt fortæller om det til de aktuelle personer: dine venner og evt. kæreste – lige så ærligt, som du har gjort det her. Det er at stå ved dig selv. Og så holder det ofte op med at være pinligt. Især hvis du tør stå ved, at du synes, at det er pinligt, at du har det sådan her. Pinlighed er skam – og skam tåler ikke dagens lys…

      PS! jeg kan godt afsløre for dig, at rigtig mange længes efter nærhed. Også mennesker i parforhold. OG næsten lige så mange er bange for nærheden – eller for at miste sig selv i den.

      Til slut vil jeg anbefale dig den aktuelle og gratis kærligheds trænings serie: http://www.kaerlighedsterapeuter.dk/saadan-bliver-du-bedre-til-at-mestre-kaerligheden

  51. Hej Connie.
    Spændende læsning – jeg er lidt usikker på hvilken type jeg er, men er egentlig også mere fokuseret på hvad jeg kan gøre ved min udfordring.

    Ser du – jeg er en mand på 42, skilt siden 07 uden drama, og har nu igen mødt en dejlig kvinde, MEN jeg må endnu engang sande, at jeg ikke kan blive forelsket – det er som om mit hjerte ikke vil åbne sig, jeg er så frustreret at jeg kunne skrige – jeg vil så gerne beholde denne kvinde i mit liv, men hun kan jo mærke det – hvad gør jeg ?

    Kh Anders

    • Hej Anders
      Tak for, at du deler din frustration.
      Og Ja, ikke at forelske sig kan være mindst lige så svært at håndtere, som at være ulykkelig forelsket.
      Når hjertet ikke vil åbne sig. Så er min erfaring, at det skyldes, at man engang er blevet svigtet. Dybt. Så dybt at hjertet ikke længere tør give kærligheden endnu en chance.
      Hvis du har oplevet det allerede tidligt i din opvækst, så kan du sikkert nikke genkendende til den undvigende tilknytningsform. Men man kan også opleve det med en af de to andre utrygge tilknytningsformer.

      Mange gange kan man opleve, at seksualiteten fungerer glimrende. Ja faktisk overfungerer. Forstået på den måde, at det kan blive til MÅDEN, at man har nærhed og intimitet med sin partner. Og da man stadig har brug for at mærke den dybe kontakt, kan man komme til at blive seksuelt mere aktiv for at opleve den.
      Andre gange går lukketheden også ud over seksualiteten. Det gør den mest hos undvigende tilknyttede.

      Hvor længe har du været sammen med denne kvinde?
      Mange tror, at der skal være gnister ved første øjekast. Det er i givet fald forelskelse.
      Det skal der ikke nødvendigvis. Tværtimod bygges kærligheden op over tid.
      Kærlighed giver parforholdet et godt solidt fundament 😉
      Forelskelse er mere som at bygge på vulkansk grund…man ved aldrig, hvornår der kan komme ødelæggende udbrud (konflikter)

      Måske din kvinde ville kunne acceptere, at I giver jeres forhold masser af tid?
      1-2 år hvor I kan bygge kærligheden op.
      Det vil give dit hjerte tid til at bygge tillid op til hende og kærligheden.

      Du kan hjælpe processen ved at få hjælp til at hele dit hjerte.
      Kærlige tanker
      Connie

  52. Når jeg kigger på det det jeg har læst ser jeg klart at jeg er den desorienterede. Jeg vil så gerne opleve kærligheden, jeg drømmer om at starte min egen familie og have en mand at komme hjem til… Men mand jeg elsker… Men jeg er bange jeg tør ikke tage det skridt videre og jeg ikke hvad jeg skal gøre – jeg tør ikke binde mig… Jeg var engang til psykolog og hun fortalte mig at det kunne skyldes at jeg er bange for at miste. Jeg er skilsmissebarn, og har aldrig rigtig haft en mor/datter forhold (hun er tidligere stofmisbruger) jeg har boet hos min far siden jeg var 3 1/2… I lørdages var der en der sagde til mig at han kunne lide mig – men skal jeg være ærlig så var han fuld og havde tidligere på dagen sagt at han ikke var kommet sig over sin forlovede. Så jeg Tror ærlig talt ikke han mente det… Men jeg kan godt lide ham men ved ikke om det er på den måde eller om det bare er som venner…

    • Kære Heidi
      Tak for din deling. Der er rigtig mange, som er bange for at miste og derfor ikke tør binde sig. Hvis du har noget af den desorganiserede tilknytningsform, så vil jeg sige, at det er meget normalt at være bange for nærheden og kærligheden i sig selv – fordi man har oplevet at den, man fik kærlighed fra samtidig også gav anledning til utryghed – enten ved at være truende i visse situaitioner, eller “bare” ved at være grænseoverskridende/intimiderende.
      Ud fra det, som du skriver, så er det godt at vente lidt og se tingene an mht. ham, der kan lide dig.
      Giv ham gerne en forsigtig chance og vent så med at have sex til du er helt klar. Dvs. at du ved, at han vil DIG, eller til at du er ligeglad med, om han vil dig!
      Pøj-pøj med kærligheden 🙂

  53. Jeg føler sorg, når jeg tænker på den kærlighed, jeg havde tidligere. Sorg i nuet!
    Allerede da jeg var 4, har jeg sagt til min onkel og tante “min mor kan ikke lide mig”. Jeg har i dag ingen forhold til min mor, og har yderligere fået polititilhold på hende og hendes daværende kæreste pga. chikane. Fra barns ben har jeg lært at “hvis du er guds barn eller XXX’s datter, så hjælp dig selv” Det gør jeg så i stort set alle aspekter i livet. Når jeg går i byen med en veninde, er det altid mig, der er den fornuftige. Jeg sender hende hjem, hvis hun har drukket for meget. Jeg har et godt forhold til min ex mand, selv om han har været sammen med en anden i 10 år. Jeg vil hellere lade ham arve mig, end give det til mine forældre.
    Jeg lader stort set aldrig nogen komme tæt på mig, bliver meget sjældent forelsket, samtidig med jeg føler mig en slags isoleret. Jeg er træt af at være den fornuftige, jeg vil også elske og elskes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *