Sådan får du en kæreste

kig indenfor i Kærlighedsshoppen. Anbefaling: Diamantpakken

Efter kæreste- og selvværdskurser hos Connie sidste år, fik jeg så meget mod på aktivt at forsøge at finde en dejlig kæreste, at jeg begyndte at date på nettet.

I snart 5 måneder har jeg nu kendt C og vores forhold udvikler sig positivt og er en god og lige tilpas stor udfordring – helt som jeg ønsker mig. Han har nemlig også arbejdet med sig selv, stiller krav på den gode måde og er utrolig åben.

Her kan man ikke feje noget ind under gulvtæppet. Vi matcher hinanden rigtig godt og har det desuden vældig morsomt sammen.

Jeg oplever tit, at de ting jeg lærte hos Connie bliver afprøvet i mit nye forhold og det ser ud til, at han dukkede op i mit liv, lige da jeg var klar til det.

Jeg er meget lykkelig over at være nået hertil og opleve denne udvikling og at bruge de ting jeg har lært hos Connie i denne min nye kærlighed. Jeg er rigtig glad for den hjælp connies kurser har givet mig til at komme videre i mit liv. Kvinde, 34år

Er du klar til den eneste ene?

Artikel bragt i Alt for Damerne, 22. juli 2004: Hvis drømmeprinsen skal have mulighed for at ride ind i dit liv, må du selv gøre noget. Du kan begynde med at undersøge, hvordan du bliver klar til en kæreste.

Af journalist Helle Kjærulf

En kæreste står øverst på ønskelisten. Det hjælper bare ikke noget. Uanset hvad du gør, brillerer han ved sin manglende tilstedeværelse.

– Mange tror, det handler om at finde stedet, hvor han er eller at kunne score ham. Men hvad hjælper det, at du har tjek på det hele, har dit hotteste outfit på og håret sat op til narrestreger, hvis du ubevidst sender signalet: “Hold dig væk!”? spørger par- og psykoterapeut Connie Kragelund, der siden 1996 har afholdt kurset “Jeg vil ha’ en kæreste”.

Når dit liv er kæresteløst, er det tegn på, at du stritter imod uden at ville det

Der er noget, der blokerer. Og det gælder, uanset om du ingen kæreste har, eller om du har mange korte forhold.
– Når du ikke tror på kærligheden, har du måske ubevidst lagret en beslutning om, at du ikke vil have en kæreste, siger Connie Kragelund.

– Det handler ofte om, hvor meget man dybest set sætter pris på sig selv, og hvor meget kærlighed man kan tillade sig selv. Hvis man på et tidspunkt har følt sig svigtet – uanset om det har været i barndommen eller senere i livet, og uanset om det er andre eller én selv, som har svigtet – kan man være kommet til at “lukke af” for kærligheden og tilliden til sig selv.

Connie Kragelund pointerer, at mange tror, at de ikke er værd at elske.

– Beslutningen om ikke at ville have en kæreste er et slags forsvar mod at mærke smerten. Det er paradoksalt, fordi savnet efter en kæreste kan gøre ret ondt og kan være besværligt, men noget af en tror, at det trods alt er mindre farligt eller gør mindre ondt at undvære en kæreste. Intensionen bag sådan en beslutning er i virkeligheden at være kærlig over for en selv, men virkningen er det ikke.

Slip kontrollen
Hvis der aldrig er nogen mænd, der kan leve op til dine forestillinger om en kæreste, sætter du måske urealistiske mål op. Og så kan det være, at du må give slip på kontrollen. Prøv at have mere tillid til, at det, der er lige foran din næse, er godt nok, og at du måske skulle kigge nærmere på det.

Det handler om at turde og have mod til at springe ud i det, forklarer Connie Kragelund.
– Hver gang du siger, “Duer ikke, næste”, spørg så dig selv, hvad er det, der ikke duer? Er det reelt eller er det, fordi jeg ikke tør involvere mig eller tør være åben over for de muligheder, der er lige nu og her?

Terapeutens erfaring er dog, at man ikke kan sætte lighedstegn mellem ingen kæreste og lavt selvværd. Også tjek-på-alting-kvinderne kan have svært ved at få en kæreste. De har rigtig godt styr på alle områder af livet, men når det kommer til en kæreste, går det galt.
– Min erfaring er, at de ikke tør slippe kontrollen og have nærhed. I et kærlighedsforhold viser man jo sårbarhed og har ikke total tjek på alting.

– Hvis kærligheden ikke er der, er der stor risiko for, at det er dig selv, der er kommet til at lukke af, siger Connie Kragelund.

Elsk dig selv
Det vigtigste du kan gøre, hvis du gerne vil have en kæreste, er faktisk at elske dig selv. Og så snart du bevidst prøver at præstere – at leve op til at være på en bestemt måde, der ikke passer til den, du er – spænder du ben for kærligheden, forklarer par- og psykoterapeut Connie Kragelund.

I bund og grund drejer det sig om din holdning til livet og til kærligheden. Og om at finde ud af, hvem du er, hvilke ressourcer, du har og om at gøre noget anderledes, end du plejer.
– Når du ser på din egne ressourcer, kommer du til at holde mere af dig selv, og så virker du automatisk mere tiltrækkende på andre.

Hvis dit indre program siger: “Jeg er ikke god nok, eller hvis jeg scorer en fyr, så smutter han, når han lærer mig at kende, fordi jeg er alt for kedelig”. Eller “det lykkes aldrig for mig at få en kæreste, fordi jeg er for grim, for dum, for langsom, for hurtig, for tjekket, for klog”… trækker du dig selv ned. Vend det i stedet om, så det bliver positivt. Hvis du er hurtig, passer det måske godt til hans langsommere væremåde.

Connie Kragelund  fortæller, at nogle mennesker bare skal have et puf i den rigtige retning, for at det lykkes at indfange drømmekæresten, mens det for andre er en længere proces at blive klar til kærligheden. Det kræver, at vi både inddrager følelser og hjerne.

– Hvor hurtigt du kan slippe de gamle forestillinger om en kæreste, kommer an på de negative følelser. Hvis der er mange, er der meget energi bundet i det. Negative følelser er ligesom mad, de skal fordøjes, før man kan give slip på dem.

Gode råd, hvis du vil have en kæreste:

  • Vær den, du er – hvis du prøver at være anderledes, virker du forkert
  • Hold af dig selv – hvis du ikke holder af dig selv, hvem skulle så?
  • Få det godt i dit liv – brug kræfterne på det, du har indflydelse på
  • Accepter det, du ikke kan ændre på. Det frigør både energi og humør, når man holder op med kæmpe mod noget, man alligevel ikke kan gøre noget for
  • Jo mere du kæmper for at få en kæreste, jo længere væk er han. Læg panikken på hylden derhjemme, den overdøver enhver parfume. Desperate kvinder skræmmer selv hungrende mænd væk.
  • Få feedback fra veninder og venner om, hvordan du virker – spørg dig selv, hvad du tænker, når en mand er i farvandet. Hvis du straks hører bryllupsklokker, kan det være derfor, han smutter. Lad dem fortælle dig, hvordan de forestiller sig, at en kæreste ville opfatte dig, og hvilke potentialer du har i forhold til en kæreste – f.eks. god til at lytte, være sjov/kedelig (så kan kærestepotentialet jo få lov at brilliere)/genert/udadvendt anderledes/almindelig, lave mad, har/ eller ikke har ambitioner karrieremæssigt, er buttet (de fleste mænd foretrækker en kæreste, der har mere sul på kroppen end kvinder normalt tror man skal have!) osv.
  • Find din stil – og dyrk det, du har. Det gælder både dit udseende og din væremåde
  • Afprøv dine egne grænser – måske skal du prøve at gå med en lidt frækkere bluse eller holde øjenkontakten lidt længere. Du falder ikke død om, selvom dit hjerte hamrer eller koldsveden pibler frem, det føles bare sådan – men hvorfor lade angsten bestemme?
  • Hvis du gør det, du plejer, så får du det, du plejer at få. Så gør noget anderledes.
  • Hvis du stadigvæk ikke har en kæreste, skal du måske have hjælp udefra. Kig indenfor i Kærlighedsshoppen. Anbefaling: Diamantpakken

Faresignaler om, at du ikke er klar:

  • Hvis du er så desperat efter en kæreste, at du planlægger sølvbryllup, lige så snart en mand kigger venligt på dig eller siger hej
  • Hvis du siger: “Det lykkes aldrig for mig”
  • Hvis du tænker, “Jeg er ikke god nok”
  • Hvis du “altid” falder for de forkerte – de gifte, dem, der ikke vil giftes eller dem, der brænder en af. I det hele taget forelsker sig i dem, der ikke vil have en, og ikke gider dem, der vil have en. Den med: Duer ikke … næste!
  • Kig på dine forestillinger om en kæreste – er de fuldstændig firkantede og umulige at ændre? De faste forestillinger er tit et forsvar… Hver gang du møder en, så er der en masse i vejen med ham. Så selv om han måske er drømmeprinsen, så dropper du ham, allerede inden du har lært ham at kende

Jeg har det rigtig godt – har fået optimismen tilbage – har kærlige følelser og føler mig samtidig taknemlig og glad !! Tak til Connie 🙂 Gitte, 37 år

Kig indenfor i Kærlighedsshoppen. Anbefaling: Diamantpakken